Og feberen løsned de trætte
tanker fra viljens baand.
Faafængt mig haabet rakte
ungdommens sejge haand.
I hjernen det susde og svimled,
havdybt jeg sank som i byx;
og da jeg vaagned, jeg vandred langs
den tusmørke strand ved Styx.
Bleggraa gled floden, mættet
af jordiske øjnes graad.
Frem og tilbage færged
Karon de dødes baad.
Rolig min tur jeg vented.
Smerte og sorg var slut.
Jeg havde kun tvende minder ‒
min moder og skrædderens gut.
Da hørte jeg kjendte stemmer;
den ene sa haardt: betal!
Jeg vendte mig om, ‒ det var Fjørtoft,
som trætted med Doffen Dahl.
Begge havde langs floden
siden sin dødsdag gaat.
Striden gjaldt en stakkars obol,
som Doffen nys havde slaat
til færgepenge for Karon
over til hvilens land;
og nu vilde Fjørtoft ha mynten,
fordi han var ældste mand.
Hurtig jeg roded i lommen
og fandt min egen obol ‒
da hørte jeg Karon raabe
højt fra sin styrestol:
Vend om, du maa dø og begraves,
før du kan følge mig!
Jeg takked ham glad og vendte
opad, mod livet, min vej.
Obolen gav jeg til Fjørtoft.
Med Doffen han stødte fra land.
Adieu, sa begge, ‒ hils Garborg
og Gunnar og “Karl Johan”.