Vi sad i parkettet, sammen placerte;
vor ven, hendes følge, mig introducerte.
Nysgjerrig hinanden i øjet vi saa;
passiaren blev dog kun saa som saa.
Ti fast uden afbrud hun kikkerten stilled
og fulgte med spænding hver gestus i spillet,
mens jég hvert minut maatte øjnene vende
bort ifra scenen og se paa hende:
Paa haarets guld og den græske profil
og læben buet i daarende smil,
og barmens højning i blonder svøbt,
det slanke liv som en urne støbt.
Jeg stirred og stirredd Hver mindste del
røbed den kunstfyldte adelssjæl.
Ærbødigt jeg taug, mens spillet hun fulgte.
Da tæppet faldt, var der mange som hulkte.
Vi trængte os ud, jeg hjalp med tøjet;
end nød hun det séte med sjælevjet.
Jeg bad, og fik følge opover gaden,
gav pokker i venner og aftensmaden.
Jeg vilde til læn for ventningens lede
drøfte den fælles skjønhedens glæde,
som vore sjæles dyb havde meættet,
medens vi tause sad i parkettet.
Tre fjerdedels time,
med ivrige fagter,
drøfted hun ‒
primadonnaens dragter.