Et navn, som ens mor eller far har git
berømmelsens glans kan bli tungt at bære
for den, som i fødselen kun fik lidt
af det, hvormed slægtens første vandt ære.
Der ligger i navnet en klang som pligter
til lignende værk, mens evnerne svigter.
For dén blir byrden dog flerfold stor,
som med sligt navn arved evnens fylde.
Al ære for storheds far eller mor: ‒
Sin sejr vil en kunstner sit værk kun skylde.
Hvad glæde er der ved laurbær om panden,
naar kransen deles skal med en anden.
Saa tidt, frøken Juell, har De ryet delt
med mindet om hende, hvis navn De bærer.
Fra nu af De ejer vor hyldest helt:
nu er det kun kunsten og Dem, vi ærer.
Det navn, De har skabt, er et navn, som pligter
til værk, hvorfra stedse De højere sigter.