I.
I mit hjerte burde kjendes sol og sommer.
I mit sind burde lyse haab og vaar;
for endnu er jeg jo ung af aar,
men ak, jeg føler hver dag, min høst snart kommer.
Og den kommer ikke med frugttung grøde,
trods alt, vaaren lovte med gyldne tegn.
Der blev formeget af taarers regn;
kun flygtende glimt af sol, og sæden døde.
Il.
Stundom lysner mit sind, men ingen glæde,
ingen sorg er længer fvldende, hel.
ITsnende vanmagt valner min sjæl;
alt, som vil ildne, lunkner i taaget lede.
Hvorfor vente dig, død ‒ hvorfor ej ile
i din favn? Jeg vilde saa gjerne bort.
Kunde mit liv bli som glæden kort!
Ak, om hos dig jeg turde søge hvile!