Han er da en makeløs mand denne gamle stridsomme, strævende travle K. K., som alt dette snodige har giddet samle til sig fra øster og vester og faa
det hele at høve saa nydelig sammen som billed i rammen, som præken og amen. Den manden har fosfor nok, han, i sin hjerne og klarhed og manende vilje og kjærne
som faa. Den gang jeg begyndte at læse hans skrifter, jeg kom ikke langt i dem, inden jeg fandt, at samstilt med K. K.s stuebedrifter
mangen en kraftdaad til smaatteri svandt. Vel syntes jeg ofte, hans ord var rebelske, men udfaldet blev, at jeg kom til at elske den pudsige, selvtænkte, skabende manden,
hvis syn jo i hele sin rækking er fa'n saa sandt. Ti hele hans maalstræv det er jo lagt an paa at fremme alt sundt i vor egen natur.
Og derfor saa dundrer han løs det, han kan, paa den tykke, i fremmedaand byggede mur af fordom, som holder vort morsmaal stængt inde, saa snaut nok vi norsk for vor tanke kan finde.
Den muren, sa K., maa vi rive og rygge og saa paa dens rester et eget maal bygge, som du'r. For dét har han gransket og gravet og strævet.
Mod unorsk, for norsk med sit blod har han stridt; for dét har han elsket og ofret og levet, For dét led han modbør og skuffelser tidt. Ved dag har han stridt i tilværelsens kampe,
ved kveld og før daggry ved søgerens lampe. Naar fritiden lokked og skolefolk jubled, sad K. K. helst hjemme i stuen og grubled paa sit.
Men alt, hvad han virker og tænker og samler og bygger i nutid og fremtid vil staa som varder for alle, der søger og famler i udviklingsarbejdets floke at naa
til klarhed og kraft i sit ord, i sin tanke; hans veje vil mangen en norskhedsmand vanke. Ja, du og dit virke skal holdes i ære, du stridsomme, skrivende, travle, du kjære
K. K.
Cookies on Poetry Cove