I.
Jeg lytter, jeg kan ikke blunde,
sindet faar ikke fred.
Der lyder som sus gjennem lunde,
som mumlen af tusende munde,
som rislen langs elvens bred.
Og byens stilhed jeg bryder;
snart aander mit bryst helt frit;
men lokkende nærmere lyder
de koglende toner og byder
mig øge de ilende skridt.
Da staar jeg med éngang stille:
Jeg sanser en duft af tang;
jeg ser smaabølgerne spille
i dagskjærets glans og trille
mod havet sin gyngende gang.
II.
Jeg sidder i natten
og stirrer udover
mod nordhavets vidder;
selv vindene sover;
kun dønningen rauller
med klagende bulder
mod stranden og faar ingen hvile.
Og øjnene lukkes
af vaagen og stirren,
og hovedet synker
af tankernes virren.
Paa natluftens stromme
jeg sejler i drømme;
min sjæl faar ej fred eller hvile.
Da vugges jeg over
til fjerne egner,
hvor bøgenes kroner
mod skyn sig tegner.
Og i hendes kammer
jeg hulkende stammer
en bøn om dér at faa hvile.
Med halvtaabne læber
rolig hun sover.
Sagtelig munden
til hendes jeg vover.
Hun sukker og gyser ‒
I øster det lyser . . .
Kom, dag, du skal bringe mig hvile.