Prolog

Langs vore kyster bor der stærke karer og staute kvinder, som ej rædhed kjender for slidsomt arbejd under havets farer, blot de kan bruge baad og sejl og hænder.

Kjækt sætter de tilsjøs for dagligt brød og for at berge folk, som er i nød. Saa tidt et bytte de fra døden griber og vaager liv for liv, naar haardt det kniber.

Fra skjær og pynt der tindrer blanke fyre som ledestjerner i de svarte nætter. Trygt kan den sejlende mod kysten styre, naar kursen han for ankerhavnen sætter.

Paa holmer og ved sund er mærker sat for øjnene, som leder kart og rat; og hvis dit flag for hjælp fra toppen vajer, straks lægger lodser skøjten til og prajer.

Men stundom hænder det, det kuler op med paalandsvind, som havsnød-svanger uler. Da knuses baarerne med krummet top mod klippens mur og alt i havrôk skjuler;

og maagen vender træt mod land sin flugt, selv skarven søger sig en stille bugt; og lodsens baad mod havet brat har stejlet: ‒ han har ej rev nok til slig storm i sejlet.

Ve times dem, som da med nødflag hejst for toug og takkel ind mod Norge driver mens skuden krængende i braattet hiver: ‒ de er nok til sin egen ligfærd rejst.

Forgjæves de med tous om livet splejst med raab mod land i bølgens vold sig giver. Snart deres hæse angstskrig er forstummet, død slynges de i land med bølgeskummet.

Slig er saa mangen sjøgut landet her. En saadan udgang mange endnu finder. Ti døden hersker mellem Norges skjær, naar stormen kuer kystens mænd og kvinder.

Her staar de raadløs, skjønt med stærke hænder, mens medynkstaarer deres øjne brænder. De staar og ser paa havet vinde sejer; fordi vort land ej hjælp i havsnød ejer.

Og derfor hulker bølgen paa sin gang langs Norges skjønne, skjærgaardkranste strande om ynkfuld død og savn en klagesang, et rekviem paa maal fra mange lande.

Du hører den ved Haldens grænseskjær, rundt Lindesnæs og højt ved Finmarks vær. Det er déns moll, som sjømandsenken synger, naar hun sit lille barn til hvile gynger.