Vi kræved vor ret med loven i haand
til binding og løsning af lovens baand.
De svarte os, iltre af herskerbegjær,
med truende raslen af sværd og gevær:
‒ Vel er hos folket magten stor,
men større er fyrstens veto-ord.
Det bør os at lyde kronens bud;
ti kronens bærer er valgt af gud.
Saa satte vi rigets ret mod den magt,
som loven tiltrods var hos fyrsten lagt.
Med kronen og bagstrævet kom det til krig,
og ingen af parterne vilde forlig.
Hedt theologerne trued og lynte,
mens generalerne sværdene brynte.
Men folkets talsmænd stod uræd fast,
til retten sejred og vetoet brast.
Og bagstrævet drog sig tilbage krænket
Fluks fyrsten sin gunst til fremskridtet skjænl
Det voldte ham smerte og græmmende sorg;
men fremskridtets mænd drog ‒ forbi hans borg;
med spil og med faner de myldred i haven,
bukked de blottede hoder til maven,
og takkede underdanigst for gaven.
De takked for retten, han havde dem git,
den ret, de med vold havde fra ham slidt.
Og dé raabte hil! hosianna! bedst,
som dagen før havde skreget korsfæst!
Blandt hurramændene
grant jeg ser
mig selv. Peccavi!
Tilgiv mig, jeg ber.