Nu regner det ej længer. I skyen blir det blaat,
og stormens magt begynder at løje.
I græsset rundt om vandet det blinker end lidt vaadt,
som taarer under graadblankt øje.
Paa gavlen fløjter stæren med sit broncegrønne bryst;
i skjul ej længer svalerne sidder;
med muntre hvin de piler afsted langs vandets kyst
og jager højt i luftens vidder.
Et enkelt tagdryp klasker mod trappen ved min fod
Stor kveldsolen gjennem skyen bryder;
udover lyngens tuer, som en blodigfarvet flod,
sin straaleglans den hurtig skyder.
Snart blir det ganske stille. Fjeldvandet tar en blund;
kun ørret-vagets ringe det furer.
Dyhbt i dets favntag sænker sig ætrens dybblaa rund
og strandens straa og stene og urer.
Det tystner og det nattes. Vi skimter uhrets tal
ved skjæret fra de tændte cigarer.
Fra havet høres duren af dønningernes fald,
og klagende fra lyngflyen hejlo-hannens kald . . .
om lidt et «ply» fra en, som svarer . . .