Ved Bakkus! vi muntred os godt igaarkvæld.
Læberne holdt ikke still.
Jeg saa nok, du stod, der du staar, som et fjeld;
men under der brandt et utømmeligt væld
af venskabets hellige ild.
Og venskabets flammer højt Ined og steg,
mens vinen i struberne-faldt;
saa taktfuldt du undaf for trættestof veg, –
du var grovkornet nok, men din tale var leg
og mangled, som vanlig, salt.
Jeg skjønte jo, hvérgang du aabned din mund
og ægged med godslig spot,
vi har ej til valplads en fælles grund;
‒ du var som Sven Dufva i dødens stund;
ti hjertet dit dét er godt.