Jeg slæber mig til hjemmet saar og harm.
Med stimandshugg har venners haand mig rammet.
De, som jeg hjalp, har gjort mig aa! saa arm, –
min tro for livet lammet.
Mit sind er bedskt af nag og sorg og tvil,
og gjengjælds lyster sort i hjernen syder.
Jeg lægger hadets spotgift i hver pil,
som tanken hidsig skyder.
Jeg vil ha krig! Guds død, jeg og kan slaa,
om ej til hverdags øks og sværd jeg svinger.
‒ Bedst netop fordums venner kan du naa
dér, brodden roddybt stinger.
Jeg lukker op og slænger hat og stok.
Min hund til krogen ræd og skuffet skulker.
Nu skal med haan jeg flaa de falskes flok;
mens graadløst brystet hulker.
Da kommer hun; hun lytter til min strøm
af onde ord og blidt min pande stryger
med myge hænder, mens hun varm og øm
ind i min favn sig smyger.
Min hadske mund hun lukker til med kys;
‒ mit haarde blik i hendes varme glødes .
Og i min sjæl, som skalv af hævnlyst nys,
kun blide tanker fødes.
Al hævn er sød; men sødere end den
er bort fra den ved elskov at besnæres.
Skjær hævner-lokkerne, min elskte ven:
men pas, der altid staar en krans igjen,
som, naar du vil, kan skjæres.