Nødraab høres i fiskernes hytter
inde paa stranden. Med hulhaanden bag
øret de stormvante lytter og lytter, ‒
hører ej sikkert for brændingens brag.
Hurtig de samles ved nøstet dernede,
baaden er flot med et eneste tag.
Pilsnart den flyr af sin rede
ved aarernes taktfaste drag.
Stødigt de nærmer sig. Skrigene bryder
mod dem i vinden, snart dæmpet, snart klart.
Musklerne spændes, og baadstavnen skyder
kvast gjennem kavet med øgende fart . . .
Nu er de fremme; de spændtaget slipper,
spejder omkring sig med bankende barm . . .
Intet . . . kun fraaddækte klipper
og skumhvirvlens hvislende larm.
Varsomt de leder en stund rundtom stedet,
raaber og raaber, men faar ikke svar.
Mon vi tog fejl? Vorherre kun ved det . . .
Atter de raaber, men faar ikke svar.
Hjemad det bær til de ventende hytter;
engang imellem de stanser dog lidt,
hviler paa aaren og lytter,
men hører kun bølgernes skridt.
Ikke et øje paa stranden blev lukket.
Trætte de stunded mod morgenens gry.
Ofte de syntes, naar vindene sukked,
skriget fra sjøen at høre paany.
Men da de første solstraaler glimted
ud af en sky over østfjeldets top,
derude en skibsmast de skimted,
som raged af vandet op.