Paa Fyrisvolden har staaet slag; grumset og blodig gaar aaens vande. Jørund og Erik med hugget pande fejrer sin blodhævns dag.
Hævnet er Hugleik, som dræbtes af Hake; slagen er Hake og hundred Daner. Der, hvor kong Haugleik og sønnerne fældtes, der, mellem hauglagte ynglinge-aner,
nu i sit blod de væltes. Hake har svunget sit sjøkonge-sværd; smertens jammer og død har han voldet. Erik han sendte paa Valhal-færd,
kløved saa ynglingeskjoldet. Kampen er stilnet langs aaens sider. Hake er dødsslap til dragen baaret. Kongen er saaret.
Svearnes skibe tjældet i skjærgaarden rider. Med raasejl strakt et langskib staar fra land, tilhavs det bær for sommernattens aande. Mod styret hviler træt en rygbred mand;
hans bringe stønner tungt i dødens vaande. Paa arm, paa bryst, paa pande og paa fod der svæller grimme saar og størkner blod. Rundt om paa løftningen er stablet op
imellem øxer, sværd og brukne skjolde vel hundred faldne, flolagt krop paa krop, mod æsingernes høje plankevolde. Men forud, helt fra stavn til mastens rod,
et flammehav fra tyriveden knitrer og æder sig langs rummet, fod for fod; gult brandens skjær paa bølgeryggen glitrer. Og ilden lyser op langs næs og vig,
hvor fuglen hastigt flyr med skræmte skrig. Raskt slikker flammen frem langs tong og mast; med brag den søm og stærke planker sprænger, mens kvælende, med vindens lune-kast,
fra brændte kropper røgen sodtæt trænger mod agterstavnen, hvor kong Hake staar og venter dødens lindring for sit saar. Ti Hake er det, som er sat paa baal.
Saa har han villet det: med sine døde at stævne mod det sidste, store maal ‒ bag dødens nat, i Valhals morgenrøde hver dag at høre Slejpners hove trampe
og svinge sværdet i Ejnherjers kampe. Alt mer og mer sig nærmer ligbaal-lammen; hans strube strammes tæt af røg og lugt; hans knæer vakler; tungt han siger sammen.
Nu styrer døden dragens ligfærdsflugt. Lægt er kong Hakes saar fra Fyris høje; snart skinner branden i hans brustne øje.
Cookies on Poetry Cove