Jeg havde et dejligt drømmesyn nys
i morgendæmringens stilhed:
En kvinde gled blødt herind med et tys!
og stansed ved sengen og gav mig et kys,
med et blik af sorgblandet mildhed.
Men kysset mig brændte, –
den mund, jeg jo kjendte,
saa tidt jeg jo hang ved dens skælvende bue
og følte dens elskovs lue.
Og blodet mig hamred i barmen og brandt,
jeg vilde dig favne, men tyst du forsvandt . . .
Da lukked jeg øjnene søvnigtung op.
Min pande var fugtig, det skalv i min krop.
Jeg løfted mit hode fra puden.
Og just i det samme skén solen herind,
gulhvidt glitrende spilled dens skin
i duggens draaber paa ruden.
Men da den fik banet til sengen sig vej
og naadde konvallen, jeg fik fra dig,
hvad tror du da skede . . .?
Tys . . .
‒ ikke sig det til nogen: solen og jeg
vi gav den konvallen, jeg fik fra dig
et inderligt morgenkys.