I. Anathema. Gamle hykler, samfundsstøtte, stans og hør paa mig en stund, skal du faa en randfyldt bøtte
skjældsord fra min hede mund. Jeg idag har solgt det billed, hvorpaa koldt du kasted vrag; ‒ min palet jeg ej har villet
haane med din pultostsmag. Det er git til galleriet af en kunstner, som har mynt. Hvad jeg led, mens taus jeg bied,
har min “dovenskab” forkyndt. Vi har grædt og sultet bansat, konen min og jeg og Bob; seng og ringe har vi pantsat,
for din skyld, du rige snob. “Ikke nød og hule kinder; kunsten skal ej skildre sligt”, ‒ Nej, ti nøden dig jo minder
om, hvordan dit hus blev rigt – om, da venner rundt dig ramled ‒ din gevinst blev deres tab – mens du grisk blandt smaafolk samled
fedt paa bug og guld i skab. Tror forresten du, jeg maler armodsdom for armods sag – at min kunst er folketaler,
samfunds-frelsermand af fag? ‒ Kjøb du kunst! Jeg vil ej nægte, den selv dig gjør mere fin; og din smag den er jo ægte
stemplet, ægte – margarin. Brug dog ej mæcenasfagter mer til mig, du samfundsklæg. Jeg som kunstner dig foragter,
oljetryk paa livets væg! Hvis du, mugne hjemmefødning, fik af landet din bekomst, blev din rigdom tat til gjødning
for vor kunst, for landets blomst. Fik saasandt jeg fat i lommen din, jeg stjal ifra dig alt. Gud nok tilgav mig ved dommen,
selv om Edvard Munch fik halvt. II. Mange-pengers-dag. Idag er mange-pengers-dag, solgt er mit skilderi.
Med hat paasnurr og uden nag hver kreditor jeg gaar forbi. De bukker dybt paa kræmmervis, for alle ved af sin avis,
at jeg har slaat et vældigt slag og fejrer mange-pengers-dag. Kom, kys mig, Jenny! gjem saa bort min pensel og palet.
Husk mange-pengers-tid er kort, og uvant turing snart gjør træt. Her har du mynt, betal lidt gjæld styrk vor kredit, og saa fortæl
hver ven, du ser, at vi idag skal atter holde helligdag. Naar mange penger jeg har faat, kun da vi holder helg.
Da har vi fuldt af tørt og vaadt til fryd for baade aand og svælg. Af klokkekiming faar vi nok, ti kreditorers faste stok
og vennerne tar haarde tag i klokken paa vor helligdag. Ikvæld blir bulen vendt omkuld af snak og sang og skraal.
Jeg glæder mig, til vi blir fuld og drømmer os ved kunstens maal. Men først, min elskte, gaar vi ud og kjøber dig et silkeskrud.
Og Bob skal faa en bifstegsmag, ti nu er mange-pengers-dag. Og saa imorgen gaar vi rundt og fester overalt.
Hver glæde har vi selv os undt, det er min kunst, som har betalt. Og ikke køjer jeg min krop den samme dag da jeg stod op,
mens det er mange-pengers-dag, ‒ da er jeg ranglefant af fag. III. Ved staffeliet. Se paa mit værk ‒ der staar det til dom;
døm saa om mig med det samme! Giv mig et godtord, min sjæl er saa tom: Intet er levnet. Alt, hvad jeg evned
er lagt inden værkets ramme. Tanken, som fødte det, tændte en glød fænged i noget, som ulmed, voksed til flammer, som sydende gød
livsmod i aanden, lyste for haanden og øjet, der famled i mulmet. Dage i savn under kampe i løn
skifted, mens flammen mig brændte. Venner, et løftende ord er min bøn: Er mon mit billed det, jeg har villst –
lys af den glød,.som mig tændte? Da har jeg nok, da tager jeg fat modig og stolt paa mit næste. Opad igjen, til en højere knat,
medens hver nerve dirrer i djærve tag forat række det bedste. Opad igjen ‒ hvem siger vel stop,
hvor ender vel kunstens stige? Stedse der gives et højere op ‒ Stedse det bedste er trin for det næste
skridt mod fornyelsens rige.
Cookies on Poetry Cove