Vi hvilte i bakkehældet.
Timerne lod vi uænsede rinde.
Svalende vifted fra fjeldet
sommerens luftninger linde.
Higende længsler fødtes.
Hjerterne bundne: ønsker kun rummed.
Ordene ræd forstummed,
i vore blik de mødtes ‒
minded om unge dage,
og om det haab, som af andre blev rygget,
digted vor barndom tilbage,
skyslotte atter de bygged.
Kjærligt hun haanden mig rakte.
End var hun min i sin lønligste tanke.
Hjerterne hørte vi banke,
medens vi hviskede sagte.
Ja, hun var min! Jeg saa det paa pandens
skiftende farve, i øjnenes gløden.
Haanden, hun gav mig, den var en andens;
hjertet er mit indtil døden.