Stille, med hamrende hjerte
og fødderne hævet paataa,
glider han ind ad den aabne dør,
spejder . . . og lukker dens slaa:
Tænk, om hun sad ved sit vindu
med ryggen mod dørens karm!
Hun skulde bli skræmt med et uventet kys
og bringes tilro i hans arm –
med et kys som indledning til tusen,
mens mumlende mund i mund
de skulde, til natten dem skilte, pludre
om bryllupets nære stund.
‒ Skuffet han stanser og titter
bag hendes tomme stol;
foran, paa sybordet, linsøm skinner
skjært i den blegnende sol.
Varsomt det hvide han griber
og fjerner den heftende naal . . .
Med øjnene blanke og blodet i brand
han aner det nære maal:
Det er brudelinnedets torso,
han holder med skjælvende haand;
under barmens blonder hans navn i hendes
er slynget i hvide baand.
De myge blonder han klapper,
og mumler sin piges navn . . .
‒ Da faar han et kys af en mund, han kjender;
med blussende kinder og blik, som brænder,
hun kaster sig glad i hans favn.