En smule næsvist, frue. De mig spørger,
hvorledes det staar til med sjælens helse;
lidt vel bekymret, synes mig, De sørger
for min og ej for Deres egen frelse.
De spør mig, hvad jeg tror om evigheden;
om livet hist, naar alt er slut herneden;
om virkelig jeg fuldt for alvor tror,
at vi kun kommer af og blir til jord;
om jeg ej éngang tror paa hel forandring
i stadier ‒ kort sagt, paa sjælens vandring.
Jeg tror kun det, jeg ved og har forstaat.
Paa alt jeg snuser, føler, ser og smager.
De ved jo frue, sind og skin bedrager;
og evnen til at tro er nedad gaat.
Paa død og sligt det nytter ej at pønske.
Selv De, som er af kristentroen fuld,
De ved, som jeg, om sjælens fremtid nul.
Et andet er dog, hvad man kunde ønske.
Jeg tænker tidt, naar livets vrøvl jeg hader
‒ Og ønsket er jo ofte tankens fader –
at døden er en mellemtidsforvandling,
en hvile for den sjæl, som skal paa vandring.
Og hvis saa er ‒ De ved jo, bedste frue,
at ej jeg sætter mine ord paa skrue –
jeg vilde ønske, straks, naar det mig hænder,
at bli en munter stegg med mange ænder.