Paa salens gulv og galleri en trængsel af folk, som kjæmpende har faat billetter. Tæt sidder de, i gallatoiletter, og blikket spændt mod scenens aabning retter,
med sindet i forventningernes længsel. Langs podiet, med farver som af blod, en bôrd af fulde roser rigt sig klynger indover scenens brædder, hvor de slynger
en duftrig krans om instrumentets fod. Det er en hilsen, unge pigers hænder, hengivent takkende, til festen sender: Smukt deres dronning tages skal imod.
“Der kommer hun”, en ivrig røst beretter. En gjensynsjubel bruser gjennem salen; man stiller hurtig kikkert og lorgnetter, mens med et nik med foden mod pedalen ‒
Erika Nissen sig til flyglet sætter. Flyglet og hun blir ét i samme stund. Sin aand hun i dets døde masse tvinger. Og fra dets dyb, som fra et hjertes bund,
imod os skjønhedsfyldt dets stemmer klinger, med sus af vinget bud fra kunstens tinder og vej til sjælens skjulte sangbund finder. Kom, bøj Jer dybt, I fingerakrobater,
I “stjerner”, som med bjørnetrækker trasker al verden rundt og roses paa plakater for kunster, som kun øjet overrasker; ‒ sans denne magt, der fylder ud hver fiber
af ondt i os med godt – der helt os griber! Tusinders skilte tanker smelter sammen til andagt under hendes trylleevne. I hjerterne har lyse minder stevne,
i stundens løftning kastes hverdagshammen. Fast trykker to, som elsker, haand mod haand, ‒ som bundet tættere, med nye baand. l hvide drømme sind og sanser vugges,
til øjet blankt af milde taarer dugges. Saa stilner spillet. Flyglets stemmer tier. En stund endnu ‒ som af en mægtig arm ‒ man holdes fast og stemningsgjerrig bier,
før helt man slipper løs applausens larm. Fra gulv og galleri det vifter, brager. Der raabes: “leve flyglets dronning! frem!” Hun nikker smilende; og stilt hun drager
tilbage til sit arbejdssted, sit hjem. Dér hendes kunst blandt friske tanker skyder knop efter knop, saa ny og stor den lyder ogsaa naar storhedskravet er et andet,
end dengang hun fik dronningnavn i landet.
Cookies on Poetry Cove