Det var om vintren, omtrent ved jul, og sneen laa alen høj. Østenvinden var sviende skarp og frosten temmelig drøj.
Slemt var det vel for de fleste folk, men værst for den sultne soldat paa vagt ved den svenske grænse; han turde ej nøden ænse,
han maatte kun staa der, parat. En aften ligger et skiløberkor i lejr for en stakket stund. De trætte krigere friste vil
at faa en velfortjent blund. Skjønt søvnen blir nok kun saa som saa: uroligt banker hvert bryst; ‒ de ved, der er noget igjære,
og undres, hvad mon det kan være? Da høres en dæmpet ræst: Op gutter, det blir ingen søvn inat! Rap Jer, spænd paa Jeres ski.
I dalen dernede ligger en trop af svenskernes rytteri. Friskt mod, mine gutter, det gjælder at slaa, før de faar fastere grund;
hvis ikke, ved morgenlide de vaagehalser vil ride til davre i Vingersund. Men husk, I venter paa mit signal,
forinden I giver ild; ti helst jeg fanger uskadt hver mand, om ellers vorherre vil. Baa talte kaptejnen; og i et nu
stod koret i geléd. De glemte nøden og frosten, og døden og barkebrødskosten, da ordren gaves: Afsted!
Afsted de farer med stormvindens hast henover den skare bund. Solungerne ved, hvor hvert skridt bærer hen, de kjender hver tomme grund.
De suser langs skog, i ulænde og krat, over skrænter det gaar med et sæt; ‒ nu stryger de nedad bakken, og snart faar vel svensken paa nakken
et slag, han ej glemmer saa let. I dalen flammer et halvbrændt baal, og spredt omkring i en kreds har strakt sig de svenske ryttere
og synes saa vel tilfreds. Og ilden brer over sneen ud et rødgult, vidtrækkende skjær; der sidder svenskerne trygge
og varmer hænder og rygge og aner ej, faren er nær. Selv vagten føler sig tryg i sind og stjæler en liden lur
og drømmer vel dejligt om drik og dans og hører felernes dur. Da slaar han med gysning øjnene op. För tusan, hvad var det for syn?
Det mylrer, det glitrer, det farer som troldtøj og spøgelsesskarer forbi ham i lyn paa lyn. Et blændende glimt . . . nogle knitrende knald . . .
saa éder og vrinsken og skrig. Et vindblaff frisker i baalet op og viser de faldnes lig. I famlende taushed de puster en stund,
saa brænder det løs paany; bajonetter og sabler klirrer og jorden og trærne dirrer. mens hestene flygter sky.
Slig, gang paa gang, gaar de hidsig paa. ‒ Tab svækker ej svenskens mod, ti er han ej “Baggens” egen bror og stammer fra samme blod?
Fram, fram, mina gossar, innu en gang! Saa raaber en ung officer; men atter en salve lyder og blodet paa sneen flyder;
da magter ej rytterne mer. Som bjørn i en fælde blev svenskerne tat. Til Vinger de blev befalt. Rundt baalet laa dé, som havde sin gjæld
til fædrelandet betalt. Svensker og nordmænd grov dem en grav, mens taarerne væded hvert kind. I granbar blev ligene svøbet,
mens baalet, som havde dem røbet, belyste dem med sit skin. Med jubelraab blev skikoret hilst i Vinger den følgende dag.
Ved kveld barakkernes vægge gjenlød af et dundrende krigerlag. Og der blev drukket saa mangen en skaal, for alle, for høj og lav;
og snak og skryting ej stansed, før solen paa sneen dansed og dagen raabte: Træd af!
Cookies on Poetry Cove