Juleaften

Atter er det Juleaften. Alle Hjemmets Lys er tændte, og de bedste Lys i Hjemmet, klare Barneøine, straaler

frydefuldt i glad Forventning. Og tilbage nu de kommer, Fuglene, som fløi fra Redet ‒ hører du ei Vingeslaget? ‒

Juleaften vil de hjemad, at ei noget Led skal mangle, der hvor alle hører sammen, smaa og store, unge, gamle,

fælles om det store Lys. Nogle kan dog ikke komme. Under Sne paa Kirkegaarden gamle Grave, friske Grave

gjemmer dem, hvis Smil var renest og hvis Øine straaled klarest, naar før Julelyset tændtes. Det blev tomt, da de forlod os,

saart vi savner dem og længes. Men det er ei Sjelesygdom, ikke Sot og Sorg til Døden, som fra deres tomme Sæder

stiger mod os Juleaften. Nei, I Venner, som gik forud til det Hjem, I eftertragted, vist vi ved, at Himmellyset,

som har eder gjennemstraalet og aftørret hver en Taare til den sidste fra Dødsstriden og gjort Glæden ren og salig

i Erindring og Beskuen og fuldkommet hver en Længsel, saa I naar, hvad her I vilde, det er og det Lys, som skinner

ind til os igjennem Mørket og gjør Klarhed her i Stuen, det er og vor Trøst og Glæde, medens vi med Mørket strider

i vort Hjertes dunkle Hytte, ved det Lys og vi skal vinde, hvad vi vil og eftertragter: evigt Liv og evigt Samliv.

Sammen er vi, altid sammen ‒ hører du ei Vingeslaget af de rene, hvide Fugle? ‒ Kjeden er ei brudt, men sluttet,

intet af dens Led skal mangle, der hvor alle hører sammen, fælles om det store Lys. Derfor brænder kun, I glade

Julelys, og straaler hos os! Lyser klart, hvor alle samles tæt og trangt om eders Lue, bedre der, hvor de er borte,

som var Hjertet saare kjære, klarest dog. hvor en og to kun sidder stille og alene, medens deres Lys nedbrænder, ‒

lyser opad for dem, hjemad til det store Helgensamfund! Ja, I Lys fra Himmerige, som til Bethlehem nedstraaled,

lyser for os, lyser for os! “Thi alt mer vort Hjerte banker i usigelige Tanter ved den store Livets Gaade”,

og alt mer os lyster vandre bort fra Verden med dens Grave og dens Synder og dens Møie hjem til Herren for at skue

fra Dørtærsklen af hans Tempel dog hans Ansigts klare Lys. Tak, at I vil lyse for os, Tak, at I vil lyse ved os!

Fra hvert Hjem, som Lyset rummer, gaa der Straaler ud i Mørket! Fra hvert kristent Hjem der tændes Julelys i Armods Bolig

og i Sorgens dunkle Kammer og paa Syndens mørke Steder! For den Ven, som hjem er flyttet, gjøre hver sig nye Venner,

som mod Lyset Øiet retter, at det store Slægtskabs Kjede vidt kan spændes over Jorden, og at intet Led skal mangle,

der hvor alle hører sammen, fælles om det store Lys! Venner, det er Juleaften, os er født en Frelser, Jesus,

alle har vi nu en Frelser. Guds enbaarne Søn er blevet som et Barn paa Moderskjødet, for at vi Guds Børn skal blive

og fra vore Synder frelses ind til evigt Lys og Glæde. Dette Barn i Krybberummet han er Verdens Lys og Glæde,

er vort Hjertes Lys og Glæde, Amen, Halleluja, Amen! Er din Glæde ret og lovlig, er dit Lys af Himmelarten?

Finder du, hans Lys og Glæde passer sig for Hjemmets Stue, for dets Savn og for dets Lykke, for en Kreds af Barneøine?

Han, som blev din Frelser, er ei Barnet, fuldt af Smil og Ynde, som af alle favnetages. Nei, men Manden, bleg og blodig

af sin Kamp mod Lysets Fiender, han som Persekarret traadte, saa hans Klæder bleve røde, han er den, som dig forløfte.

Ikke Barnet, som det leger uskyldsrent paa Moderskjødet, nei, men han, som ved Guds høire sidder klædt i Lysets Vælde,

han, som læger Hjertesaaret, reiser op de brudte Sjele ømt, som ingen Moder kan det, for at gjøre dem til Stridsmænd

for al Sandheds Sag paa Jorden, for at skabe sig til Hærfærd faste Hjerter, lægte Sjele, rene Pander, som kan taale

Tornestikket uden Klage, naar hans Banner gaar fremfor dem ‒ denne er din Frelser Jesus. Eller har du glemt, at Striden

staar endnu paa alle Leder, Dødsskrig lyder gjennem Mørket, Ondskabs Magter frække kneiser, Sjele lider og fortabes,

medens du og dine sidder der i Lys om Jesusbarnet, speiler eders Fryd og Smerte i de Barneøine milde,

som med Smil til eder ser? Venner, skal med sænket Øie vore Julelys vi slukke? Vilde af sig selv de slukne,

om han traadte ind i Kredsen, Smertens Konge, tornekronet, blodig af al Slægtens Jammer? Vilde af sig selv de slukne

for en Straale af hans Øie, som fra Himlens Kongetrone fører Lysets Kamp hernede? Lad dem da kun dø og blegne;

bedre det, end ufromt lege med det høie Lys fra Himlen. Men, vor Frelser, som bar Korset for os lydig indtil Døden!

Vistnok har vi daarlig fattet al din Ve og al din Naade, Syndegjælden, Offeraltret, Veien, hvorpaa du os møder;

men i Hjertets dybe Gjemme har vi Korsets Gaade favnet, og med villig Hu vi bærer Korsets Tegn paa Bryst og Pande, ‒

skriv det i os, skriv det paa os, meget bedre, meget bedre, Herre Jesus, vor Forsoner! Og vel staar vi langt tilbage

i din Stridshærs stærke Rækker, fører kun med svage Hænder Sværd og Skjold i dine Kampe for al Sandheds Sag paa Jorden;

dog, vor Konge ved Guds høire, ei vi kan dit Banner svigte, i din Stridshær maa vi være mod de frække Ondskabs Magter,

som alt vildere frembryder, ‒ før os fremad med dig, giv os faste Hjerter, lægte Sjele, rene Pander, som kan taale

Tornestikket uden Klage, naar dit Banner gaar fremfor os! Og naar du i Stuen træder, hvor vi sidder hver med vore

under Julens klare Stjerne, ei du vore Lys vil slukke, o, men du vil aande paa dem fra dit Kors og fra din Trone,

at de ikke jordisk brænder, men med ren og himmelsk Lue. Thi dit Lys er dog det samme, naar det fredfuldt skinner over

liden Kreds om Krybben samlet, og naar dunkelrødt det bryder frem af Korsets dybe Mørke, og naar det fra Kongetronen

vinker Lysets Stridsmænd fremad, et er alt dit Lys. o Herre ingen Straale kan undværes af dit Liv i Lys hernede,

om du skal vor Frelser være, det er alt vort Lys, o Herre Freden, Striden, Herligheden, ingen Straale kan undværes,

skal dit Liv vi efterleve. Derfor vil vi trøstig samle Børnene om Barnets Krybbe, tænde alle Lys, vi eier,

glæde dem, som bedst vi kan det, præge dem saa dybt i Sinde: Lys og Glæde er vor Frelser, Jesus er kun Lys og Glæde, ‒

at de siden frem kan vokse til at føre Lysets Vaaben, til at gaa i Striden for ham, som han selv til Strid fremvokste,

at de siden, om de vildes hen i Verdens onde Mørke, saares, lider og forbløder, dog skal længte efter Lyset,

række sine Hænder mod det, kjende det igjen, hvor Korsets Høialtar i Morket skinner, knælende didfrem sig famle

og mens Angerstaaren flyder, tvættes der ved Soningsblodet, læges der til Hjerteroden, gribe atter brudte Vaaben

og i Lysets Hær sig stille. Og med Børnene vi samles alle, alle, som har fundet Fred i Jesu dybe Vunder

for den Synd, som dybt os krænkte, alle, alle, som har kjæmpet med i Herrens Stridsmænds Skare, snublet, faldet, reist sig atter,

thi hans Øines Lys dem reiste, drog dem fremad, gav dem Seier, alle, alle, som er trætte af den Strid, som her ei ender,

trætte, saare, vaabenslidte, saa dem lyster at henvandre til den Hvile, de forventer, og det Lys, som ei fordunkles

i det store Helgensamfund. Alle vil vi stille samles tæt om Jesusbarnets Krybbe, glæde og som Børn ved Lyset,

som saa rent og fredfuldt straaler, se i det vort første Udspring, som os lønlig altid følger, og det Maal, som vi skal vinde,

naar vi snart har gjennemkjæmpet. Stille samles vi om Lyset, hver med vore, men dog sammen med den store Kristenkjede,

som er spændt ud over Jorden, og den store Helgenkjede, som er slynget om Guds Trone; veie vil vi i vort Hjerte,

hvad det Julelys har bragt os: Korsets Ve igjennem Sjelen, Korsets underfulde Naade, Lysets Strid med Saar og Taarer

og med Haab og med Opreisning, stille Lysglimt over Graven, hvor det kjære Ansigt hviler, evig Klarhed, naar vort eget

Øie briste skal i Døden, ‒ veie vil vi Tab og Vinding, vide ud vor Sjel for Lyset, som saa venlig til os strømmer

fra det Barn i Krybberummet, sige: Mørket var vort eget, Lys og Glæde er vor Frelser, Jesus er kun Lys og Glæde.

Venner, det er Juleaften, os er født en Frelser, Jesus, alle har vi nu en Frelser. Guds enbaarne Søn er blevet

som et Barn paa Moderskjødet, for at vi Guds Børn skal blive og fra vore Synder frelses ind til evigt Lys og Glæde.

Dette Barn i Krybberummet han er Verdens Lys og Glæde, er vort Hjertes Lys og Glæde, Amen, Halleluja, Amen!