Sangerstevnet

Alt kommen er hver vented Gjæst, det hele Slot er smykt til Fest, Altaner, Taarne, Spir og Tag er fyldt med Vimpler og med Flag,

og Ranken grøn og Rosen rød, de kappes under Solens Glød at byde frem som Velkomst skjøn sin rige Duft til Sangens Søn.

Og Blomsterne i Frankrigs Kvad, Kjærlighedshoffets Dommerrad, alt sidder, svøbt i Gyldenskrud, og speider over Mængden ud,

mens Perler og Juveler slaar sin Krans rundt Nakke, Barm og Haar Der sidder straalende og fri den skjønne Jeanne af Normandie

og lænet imod Søilens Stok Adele stolt af Languedoc, mens ensom troner, uden Ven, Eleonora af Guienne,

den Grib, der hugger uden Bøn, der slog sin Klo i Kongens Søn. Der sidder Trubadurers Pris Bretagnens Sol, skjøn Beatrice,

og lysende af Vid og Aand og Smil Felice af Gasconne, mens munter som et Krigerhorn, med Tegn til ham, Bertran af Born,

sin staute Ven fra Englands Strid, Anna af Vork staar, kjæk og blid. Men fremst paa Hoffets Hædersstol der sidder hun, Narbonas Sol,

der altid ved af Trøst og Raad, der læger ved sit Ord, sin Daad, velsignet af hver Armods Søn, stolt Ermingard, Fyrstinden skjøn.

Paa Gaardens stenbelagte Blok er samlet Trubadurers Flok med Kappen kort om Skuldren bred, Fløielsbaretten kjækt paa Sned,

Ansigtet brunt af Sol og Vind og kruset Skjæg paa kraftig Kind, mens Luthen, deres Hjertenskjær, om Skuldren i et Baand de bær.

Og udenfor, bag Skranken reist, hvor Frankrigs Vaabenskjold er heist, staar Mængden, pakket Lag paa Lag, en broget Flok af alle Slag,

Mænd, Kvinder, Riddersmand og Træl, selv Munken med bodfærdig Sjæl. Det var en sjelden Fest for dem; thi ellers stængt var Fyrstens Hjem,

og Trubadurers Væddestrid var kun for dem, som, kaldte hid til denne Aandens sjeldne Fest, kom som skjøn Ermingardes Gjæst.

Men nu i Dag var aabent Hus paa Bøn af Raimund af Toulouse, det vaied som et Glædens Flag: “i Dag skal være Folkets Dag!”

Hør for en Latter og Staahei, til Ermingarde reiser sig og ud med hvide Hænder slaar, mens Talen over Folket gaar:

“l Frankrigs Mænd fra Syd og Nord, velkommen paa Provences Jord! til Sang og Kvad velkommen hid, til Aandens ædle Kappestrid.

Vi bryder Landser og som bedst og holder vor Turneringsfest, men ei med Staal og blodig Færd, med Tankens Lyn og Aandens Sværd.

Saa stem da Eders Strengerad, at Vid og Aand i ædle Kvad maa flyve over Frankrigs Land og tænde Hjerterne i Brand,

maa avle Glæde, tvinge Sorg i Hytte som paa rigest Borg. l synge skal med vinget Ord om Kjærlighedens Magt paa Jord,

den største Magt, som Gud har sendt, som Livets Gnist i os har tændt, som luer med sin ædle Brand hos Rig og Fattig, Kvinde, Mand,

som signer i sit Favnetag ja Millioner hver en Dag. O syng da Brødre alt I ved kan bo i Ordet Kjærlighed,

Guds Kjærlighed til Syndens Jord, Barns Kjærlighed til Fa'r og Mo'r, en Kvindes Kjærlighed til Mand, Mands Kjærlighed til Folk og Land

en Engels Kjærlighed til Gud, en Elskers til sin unge Brud, en Moders Offer for sit Barn, om Kjærlighed i Skjønheds Garn,

om Kjærlighed, som deler Brød, med hele Verdens bittre Nød, ja alt, som Kjærlighedens Magt har stolt for sine Fødder lagt. ‒

Vi Kvinder her vil lytte til det sære Elskovs Strengespil, vil vugges som i salig Drøm paa denne Følelsernes Strøm,

og Sangens Konge faar et Baand, guldvirket, af vor egen Haand. Saa samraad Brødre da en Stund, og aabn saa modigt Kampens Rund,

og lad vort Sangerstevnes Spind bli lyst som Julisolens Skin”. Skjøn Ermingard sig satte ned, men som et løsnet, vældigt Skred

frembruste Mængdens Jubelraab og hilste Sangerstevnets Daab; mens kjækt den lille Sangerhær sig valgte Emner hver især,

og trak saa Lod om, hvem der først skal stille Skarens Sangertørst. Hver drog sit Nummer efter Tur, og først Bernard af Ventadour.

Frem tren han vakker, fin og slank, sort Haaret som hos Ravnen blank, det dybe Øie stirred ud som drømmende i Tungsinds Skrud.

Han klagende Akkorder slog, alt mens han vented Digtets Flod, saa bævende mod Mængden klang hans saare Elskovs Smertessang.

Tilgiv, om idag jeg synger som fattig, forjaget Fugl, der søger i Eders Favntag sit varmende Ly og Skjul.

Tilgiv, om min egen Klage hos Brødre om Fristed beder, om Hjertets piblende Bloddryp jeg skjænker i Sang til Eder.

Hun var jo saa lys og deilig som Sydens skinnende Vaar, Himmelens Glorie skinned om hendes fagre Haar,

Blomster sprang frem, hvor hun traadte, Bønner sprang frem, hvor hun sad, du følte dig selv som tvættet i hendes Renheds Bad.

Hendes Hjerte var som et bundløst Kjærlighedens Hav, hendes Kysse hidsed dig ikke, kun Salighed dig gav,

hendes Øine var som et Havdyb, hvor hvide Liljer svømme, som Lotosblomsterne vugged hendes Kjærligheds Drømme.

Da skar den skjærende Mislyd, som Malurt i Glædens Vin: “aldrig du skal hende favne, aldrig hun skal bli din,

ensom du nu skal vandre, ønske, men aldrig faa, skal se, skal længes, skal tæres, men aldrig, aldrig naa.”

Ak Sorgens Skarntyde-Bæger jeg, Venner, tilbunds har tømt, har maattet rive isønder alt fagert, jeg havde drømt.

Jeg segned men se, af Sorgens mørke, gysende Gange, svæved som lysende Engle mine bævende Elskovssange.

Ja Sorgen er løftet forklaret opad til Kjærligheds Gud og sendt gjennem mig til Jorden som Himmelens Sendebud.

at hviske Trøst til de mange, der ligger og vil forbløde, som synes, de kan ikke hilse Opstandelsens Morgenrøde.

Jeg synger om Sorgens Elskov, som adler en Sjæl til Mand, jeg synger om Sorgens Elskov, som hærdes i tærende Brand;

ja den, som altid maa græde, l ja den, som aldrig kan glemme, ] ja den, som synger Guds Glæde med taarebristende Stemme.

Han taug ‒ alt var som Døden tyst, og rørt sig løfted mangt et Bryst, og Hulken brød der ud og Graad, og mangen Krigers Kind blev vaad.

De kjendte jo hans Skjebne haard, han trined glad i Bryllupsgaard og fandt, at den han svor sin Tro, det var hans egen Søster jo. ‒

Da atter lød Signalets Horn, og frem saa tren Bertran af Born; kjæk som en Stormvind stod han der, det suste i Barettens Fjær,

han ligned mer en Kriger vild end Elskovssangren fin og mild, det bruste i hans Strengerad, mens ud han sang sit barske Kvad:

Jeg kvalmes ved Kvinder og Druens Saft, lad drønne den vækkende Kampens Lur, sadl Hestene fort og grib Landsens Skaft, jag ud i den susende fri Natur.

Fienden er kommen, vil haanende hærge din Arne, din By, dit blomstrende Land, en Nidding den, som ei nu vil værge sin Hjemstavn og vise sig som en Mand.

Skal Kjærlighed evigt parres med Kysse og kjælen Synken i Kvindens Fang? skal Klynk og Klage for evigt bysse os med sin lallende Barnesang?

Op Kriger, dit Fædreland paa dig kalder; op Borger og gjør din første Pligt! op Sanger og glem dit Verseskvalder og skriv i Fiendens Blod dit Digt!

Jeg synger om Elskov, som klær sig i Staal, og sætter Luren for trodsige Mund, der kræver Offer som Elskovens Maal, der kræver Døden i Troskabens Stund;

som vækker og ildner og aldrig viger, som ryster den Veke, der sovned nys, som kroner den døende, faldne Kriger med Takkens og Elskovens brændende Kys.

O Frankrig, mit Frankrig, du deilige Land, hvor Frugterne bugne, hvor Vinen flød, du Jord, som gjorde mig til en Mand, hvor Aandens Lysglimt af Mulmet skjød;

til dig jeg beiler med Sværd i Hænder, du er min Elskov, du fagre Mæ, til dig jeg længes, for dig jeg brænder, for dig vil jeg leve, for dig vil jeg dø.

En Bifaldsmumlen, stærk og høi, igjennem hele Mængden fløi, og Anna Vork, af Søilen dækt, med Silkeskjerfet vifted kjækt;

hun vidste nok hvem, uden Bæn, hun gav sin egen Sangerløn. ‒ Saa fremtren paa sin egen Vei saa manges Skræk, Guiraut Borneill,

med sin Satires skarpe Brodd han havde brudt saa mangen Odd. Han brød sig ei om Rigmands Gunst; thi med sin Tales fine Kunst

han slog til alle Sider flot, og lo, hver Gang det ramte godt; en Bøn, han sendte Himlens Hvælv det var: at være helt sig selv.

Helt skjødesløs med Luth i Arm han stod med Haanden i sin Barm, han grunded, men han nikked hen til en og anden ukjendt Ven,

saa klimpred han med lystig Klang og sang hel lydt sin Spottesang: Man taler saa høit om at elske, elske ‒ ja, elske hvad?

En elsker de varme Dyner, En elsker sit fulde Fad, En elsker sin hulde Kvinde, skjønt Kvinden sjelden sin Mand,

En elsker at kjøle sin Brynde i Jordans hellige Vand. Den Riddersmand elsker at jage de vilde Hjorte og Svin,

den Foged elsker at plage de Bønder med Skatten sin, de Fruer elsker en Sanger, der smukt deres Farver bar

og lyver udover Lande de Dyder, de ikke har. De Munke elsker at tigge og fylde sin runde Bug,

de Bønder elsker at ligge og snorke til Søndagsbrug, de Præster elsker de Synder, Smaapigerne skrifte vil,

naar Kys blir Absolutionen og ‒ kanske lidt mere til. Jeg elsker at møde det falske for saa at faa slaa det ned,

at knuse til smaat Hykleriet ved Sandhedens Kjærlighed, at løfte mit Hoved freidigt ind under Himlens Hvælv

i denne Verden, hvor alle bare har nok i sig selv. Og bider Forfølgelsens Hunde efter hver Tanke ny,

og gaber uvidende Munde i Kirkens hellige Ly, og drypper der Blod for Kranse for hver, som paa Fremskridt tror,

jeg bryder dog endnu en Landse for Sandhedens Sag paa Jord. Og Mængden tiskede og lo: “der fik de Store lidt jo, jo”,

og mangen tyk og mæsket Munk fik i sin Mave svare Dunk, mens Presten, blussende af Harm, halvt løftede til Slag sin Arm. ‒

Da blev der stille som en Grav, spændt stod det hele Folkehav; thi frem i blaahvælvd Sangerhal steg Cercamon, den gamle Skald.

De Lokker graa paa Skuldren flød, mens Øiet Lyn mod Himlen skjød, og alle skjønte: varmt og rigt der fødtes snart et himmelsk Digt;

¹ thi Læben rørte sig og bad ‒ l saa slog han ud til Lyd og kvad: Lytter, lytter, o Venner! blot Eders Hoved Menneskebørn!

Ei vil jeg synge om fordisk Elskov, denne, som fuld af Lidenskab skummer, lurer som Tigeren paa sit Bytte, hulker og jamrer, lokker og ler,

tærer sig selv i sin egen Hede; men jeg vil synge om immelsk Elskov, ren som den reneste therbølge, brændende klar som en Alterflamme,

( evig, uslukkelig, tændt af Gud. Ja jeg vil vove at stemme Strengen, Strengen, som klinger saa klimprende mat, stemme den for den evige Gaade,

som er den evige Kjærlighed. ‒ Gud ‒ o det Navn, det sittrer i Sjælen, bævende som en hemmelig Hvisken, varmende, smeltende, dragende opad,

opad mod Høihed, opad mod Lys. Hvad var vel Jordkloden uden Gud? Muldklumper trege, meningsløst Kaos, væltende der i sit eget Dynd.

Da straalte Gnister fra Lyshavet ud, tændende Liv i de døde Masser. Og se ‒ Mulden begyndte at aande, sittre i Kramper og sukke og føde,

Græsset sig skjød over alle Høie, Engene fyldtes med fagreste Blomster, Grenene vaied som Faner i Skogen, Fiskene plasked i Have og Sjøer,

Insekter summed en frydefuld Lovsang, Fuglene trilled sin jublende Hymne, Dyrene bugted sig, krummed sig, sprang, nydende Livets blodvarme Friskhed,

undrende sig paa sin egen Skjønhed. Hele Naturen i morgenfrisk Vaar stod der med Dugg paa de unge Kinder, smilte i graadfyldt Taknemmelighed.

Da o Menneske! kjendte du Gud, kjendte hans Hjerteslag bæve i dit, følte du var en himmelsk Engel, lukket inde i jordisk Kjød.

Mennesket faldt, ‒ og Synden smitted hele Guds pletfri, hellige Skabning, sendte den skjærende Mislyd af Sorg ind i Naturens hellige Tempel.

Tonerne, før saa krystalklare, rene, blandedes nu med Begjærets Skrig. O, men Guds Kjærlighed blev dog den samme, bøier han ikke med Livets Safter

endnu sig ned til det usleste Straa? farver han ikke den yndige Rose? funkler han ikke i Druernes Klaser? hvisker han ikke i susende Løv?

toner han ikke i Havets Skum? mader han ikke Dyret i Skogen? sender han ikke gudfyldte Mænd til os med Ordets flammende Sværd,

til os med Sangens himmelske Gave, vækkende, rystende, pegende opad, mindende Slægten om glemte Himmel? Menneske! se da din Fader i Øiet,

føl hans kjærlighedssmeltende Blik, riv af dig Syndens flækkede Kjortel, udløs din Engel af Kjødets Svøb! Gud skal dig hjælpe, han vil jo aande

ømt paa dit Hjerte og smelte Isen, tine den op i Angers Graad. Han vil jo sende Bønnens Engle med sine Vingeslag af Fred.

Spræng da Larven og stig som frigjort Sommerfugl op mod Lysets Egne, farvet af himmelske Tanker og Syner; sug i din higende, tørstende Sjæl

Faderens Kjærlighed til sine Børn, løft dig selv ved hans himmelske Elskov. Og som den Reisende undrende skuer Kirkernes hvalte Buer og Søiler ;

saa skal dit søgende, undrende Blik, der paa Fart mellem lysende Stjerner, opdage Sporene af hans Fodtrin altid i ny Uendelighed.

Og naar du, mættet af Syner og Farver, kaster dig ind til hans elskede Barm, hulkende: “Fader, hvor er det muligt, at du kan elske En saa uværdig?” ‒

da vil han smile og kjærligt hviske: “Barn, som jeg tabte og nu har vundet, ved du ei, at naar dig jeg elsker, elsker hvert Støvgran i Universet,

saa er det bare mig selv jeg elsker, elsker min egen Fuldkommenhed?” Knapt døde Harpens sidste Lyd, før ud der brast en Storm af Fryd,

og Hvisken lød fra Mand til Mand: “han maa vel vinde Prisen han? han tog den før med dristig Hu ved Prinsens Bryllup, husker du,

den Gang da ogsaa Bernard sang, sin Bryllupshymne første Gang, saa Ungdommen i fyrig Glød, henrykte skreg: »en Skald er fød!” ‒

Frem traadte saa foruden Pral med værdig Ro Prierre Cardinai, han sang, hvad Slægtens Ophav led, han sang om Moderkjærlighed:

Jeg en Gang en stakkels Fuglemo'r saa, brækket og knust var Vingen, hun kunde ei made de fjærløse Smaa, saa hakked hun sønder Bringen;

hun hakkede Brystets dunede Pryd, som skar hun med hvassest Kniv, saa døde hun uden en Klagelyd, mens Ungerne drak sig til Liv.

Det var paa et ensomt, uveisomt Fjeld, et underligt Syn jeg saa, en Moder, som var frosset ihjel, men havde berget de Smaa,

af sig den sidste Klud hun sled at hylle omkring de Arme, saa havde hun lagt sig over dem ned at skjænke dem Ly og Varme.

Jeg kjendte en Kvinde, af Adel stolt, saa kjæk som den kongelig Ørn, hendes Helbred knust, hendes Godser solgt, Fortvivlelse greb hendes Børn;

saa grov hun frivillig sin egen Grav, solgte sin Ære for Guld, og mens hun dem løfted af Undergangs Hav, saa sank hun dyb're i Muld.

Og derfor jeg synger den Kjærligheds Pris, som elsker og glemmer sig selv, som bærer sin Slægt over sylskarpe Is og Livets brusende Elv,

som bygger sit Tempel med Ve og Ak af Selvopoffrelsens Stene, og ofte maa sidde foruden Takk bortglemt og syg og ene.

O Moderkjærlighed! hvad er som du i Helvede, Jord og Himmel? du tænder Haabet i Nattens Gru, Stjernen i Mørkets Vrimmel.

Min Mo'r, min Morr, dig holder jeg fast, og Stemmen blir blød i Klangen, dig vilde jeg eie, om al Ting brast, dig vier jeg Kjærlighedssangen. ‒

Og Digtet Vei til Hjertet fandt; thi rundt om lød det: ”sandt, ja sandt!” Da traadte frem en vakker Mand, i Øiet lued Sjælens Brand,

ja hele Manden syntes Sjæl, og Folket hvisked: “Daniél.” ‒ Han saa udover Kvinders Rad, et Blik han søgte, saa han kvad:

Lad Andre kun flaggre fra Blomst til Blomst helt tri, jeg synger om mit valgte, mit gyldne Slaveri, jeg synger om den Ene, som er bleven mit alt, som bærer Livets Lykke i sine Øine malt,

den Ene, min Hustru, som jeg elsker allenstund, som har givet mig sit Hjerte og givet mig sin Mund, Ja, ja, ja, hun har givet mig sit Hjerte, hun har givet mig sin Mund.

Og hvorhen jeg vandrer, ved Dag og ved Nat, jeg tænker kun paa hende, min eneste Skat, naar andre Kvinder jubler og smiler og ler, kun hendes Ord jeg hører, kun hendes Smil jeg ser,

og naar Brødrene synger om Kjærligheds Glød, der risler Fryd igjennem mig, for un er jo saa sød. Ja, ja, ja, hun er jo saa vidunderlig yndig og sød.

Hun pranger ei med Barmen af Guld og Stene fuld, men hun har et Hjerte som det pureste Guld, hun raader ei for Riger, dog holder hun i Haand et Scepter, mere mægtigt end Frankrigs Herskervaand,

hun eier Sangens Riger, og naar hun byder: “kom!” mine Digte flaggre op som en lystig Fugleflom. Ja, ja, ja, de flaggre der rundt hende som en lystig Fugleflom.

Hun fylder mig med Jubel, hun fylder mig med Fred, hun fylder mig med Sang og med himmelsk Salighed, og derfor vil jeg synge til hendes Æres Pris, til Døden en Gang kommer og gjør mit Blod til Is.

O Død, o spar dog hende, saa ung og saa varm, og naar du kommer, lad mig faa dø i hendes Arm. Ja, ja, ja, o lad mig faa dø i min elskte Hustrus Arm.

Og Jublen lød fra Mand til Mand: “ja Daniél kan synge han!” de nynned paa hans Melodi, da Sangen alt var længst forbi,

og Trubaduren smilte glad, saa gav han Plads for næste Kvad. ‒ Det var en Mand, man sjelden saa blandt Sangerflokken munter staa,

han gik nok helst sin egen Vei, hans Navn Folquet, hans By Marseille. Han ante sikkert ei den Gang, at han fra Munkecellen trang

og Biskopsstolen i Toulouse kom til at sende Orglets Brus i stærke Hymner over Land og tænde Hjerterne i Brand.

Nu taus, hensunken i sig selv, han stirred op mod Himlens Hvælv, han Salmernes Akkorder slog, mens dybt han efter Aanden tog:

Stille, stille Brødre, Sæstre! stille, lad hver Lyd forstumme! slip hvert jordisk Had, hver Attraa, lad kun Fred dit Hjerte rumme!

dæmp hver Latter, dæmp hver Klage, alt som Muldens Barn vil følge, badet, luttret, vil vi stige op i Ætrens rene Bølge.

O hvad Lys der om mig straaler! Skinnet fast mit Øie blænder, rundt mig hvide Væsner glide, Vennesmil og Vennehænder.

Blomster drysse ‒ o hvad Vellugt! Toner bruse ‒ o hvad Toner! det er som i Sus af Vellyd, Jord og Himmel sig forsoner.

Og der strømmer i mit Væsen Varme, Varme, liflig Varme, det er, som jeg kunde favne alt, hvad skabt, med Elskovsarme,

Synd og Sorg og Mismod drypper fra min Sjæl som smeltet Is, og den synger tusindstrenget Himmel-Herlighedens Pris.

Og den nye Engel knæler, breder ud sin Længsels Arme: “Venner! hvorfra denne Vellugt? dette Lyshav, denne Varme?”

Og de svare: “Gud er Kilden, Gud er Gnisten, Gud er Livet, Gud er Kjærlighedens Sittren, som det mindste Straa er givet.”

Og den unge Engel knæler, ind i Lyshavs Kilden skuer: “Gud, dit Liv mig giv, din Varme, fyld min Sjæl med Andagts Luer;

rens mig, drag mig, bær mig, sug mig op igjennem alle Sfærer, saa jeg føler gudbegeistret du mig elsker, løfter, bærer!”

Som om de Engle havde hørt, som om Guds Finger havde rørt ved deres Hjertes bedre Jeg, mens Hænderne de folded sig,

stod Mængden taus, og Taarer gled paa mange magre Kinder ned. De havde været Himlens Gjæst, mens Klokker klang til Julefest. ‒

Da tren der frem en Sanger stolt, med udsøgt Smag han Luthen holdt, hans Dragt var rig og passed net, hans Skjæg var studset, uden Plet

hans hele sirlige Gestalt, han stod som En, der har befalt; af Ringe glimrede hans Haand, og guldvirkt var hans Luthebaand.

Det var den staute Pierre Vidal, en velset Gjæst i Hoffets Hal, de Riges Yndling; hvor han skred, der fulgte Kvinders Øine med.

Med taus Foragt hans Øine graa helt løseligt paa Mængden saa, han bøied sig for Adlens Rad, slog paa sin Luth og høilydt kvad:

Jeg hader Pøblens dumme Skraal, og Munden, hængende og styg, jeg hader Trællens seige Taal, den skidne Næve, lude Ryg.

Jeg hader Filler, Smuds og Nød, den Brunst, som hvæser raa og yr, det aldrig slukte Skrig paa Brød af Mennesker, som halvt er Dyr.

Jeg maa ha' Skjønhed, aander kun, hvor Skjønhed har sin Trone sat, ind under Himlens Stjernerund, i Kirkens mystisk dybe Nat,

paa Borgens fine Tavlenet, med Vid og Aand og gyldne Vin, hvor hvide Kvindeformer let sig gynge under Silken fin.

Sig, er vi skabt som Makk i Muld at grave der i sorten Jord? at rode efter Mad og Guld? og efter Sne, som faldt ifjor?

Nej løft dit Aasyn Kvinde, Mand, stir ei i Mulden, sløvt og slapt, fold Vingen ud til Himmelgang, til evig Skjønhed er du skabt!

Og mangt Beundringsudraab lød, og mangen Dames Kind blev rød, mens Brummen klang som Massens Tolk: “han der er ei af vore Folk!”

Da frem i Ringen lynsnart skred en Skikkelse, helt fin og spæd, han var saa lys, han var saa bleg, fra Panden lange Lokker seg

paa Skuldren ned, og Øiets IId som hos en Kvinde, øm og mild. Det var den ædle Frankrigs Søn, sit Folks Tyrtæus, Marcabrun;

han længe rørt paa Folket saa, før Strengen sin han monne slaa: Jeg skuer op mod Altanens Rad, mit Hjerte svulmer ved dette Syn,

skjønne Kvinder i Rosers Bad, med Nobelhed under de dunkle Bryn; jeg længes at synge Skjønheds Pris, at bade mig i deres Øines Skin,

men jeg har seet min Glædes Forlis, og Synet jog Blodet bort fra min Kind. Jeg saa en Olding med hvide Haar, med Lænker baade om Haand og Fod

paa nøgne Ryg saa jeg Pidskesaar, fra Jernene drypped den Gamles Blod; de jog ham frem som en anden Hund, han stønnende slæbte en Byrde stor,

og et Raab gik hulkende fra min Mund: “o husk! han er dog din Menneskebror!” Jeg Kvinder har seet, jaget som Bæst af en raa og hujende Pøbelsværm,

i de brændende Øine har jeg læst: “o giv mig Medlidenhed! skjærm mig! skjærm!” De blev stødte ned i et Fangehul, saa de hverken saa Sol, ei heller Maane,

der skulde de brune Lokker graane, der skulde de levende raadne til Muld. Jeg har seet en Martyr slæbt paa Baal og stegt under Mængdens Fryderaab,

med Øine og Ord som stikkende Staal de saa ham tage sin brændende Daab; og Munkene fløi og hidsed og skreg: “hører I? Djævelen skriger i ham!”

og Mængden forfærdet sig korsed og veg, og Ingen vovede kjækt befri ham. Venner, man sulter, man slides til Døde, der stiger til Himlen et skjærende Skrig,

Børnene lider for Fædrenes Brøde, i Kirkerne lugter man raadne Lig, Tyrannerne sidde mætte og fede, de pisker med Svøber det trællende Folk,

og de, som gjør sig til Mængdens Tolk, lægges tre Fod under Mulden nede. Venner, hvor kan jeg glædes og synge til Vins og Kvinders og Kjærligheds Pris,

saalænge Tyrannernes Lænker tynge, saalænge vi pidskes af Munkenes Ris? saalænge jeg ved, at en Søster og Broder lider og længes og stødes ned?

saalænge vi Børn af den fælles Moder forgjæves skal sukke for Frihed og Fred? O naar hver Lænke er løst eller knækket! o naar hver Taare er tørret af!

o naar hvert Aag er sønderbrækket! o naar man stiger med Fred i sin Grav! o naar hvert Skille er revet sønder! hvert et Klassehad trampet ned!

o naar Adel og Prester og Bønder er blevet en elskende Menneskehed! Til det er gjort skal min Harpe lyde for Kjærligheden, som elsker Aød,

som ikke vil selvsyg den Ene nyde, men giver til Alle sit Hjertes Brød, den som vil løse de Bundne og Arme, den som vil reise hver synkende Træl,

den som vil give sin Kjærligheds Varme til hele Verdens længtende Sjæl. Og knapt den sidste Tone veg, før Folket jublede og skreg:

“han er vor Sanger, skaf os Brød, du Hjerte har for Folkets Nød!” Og mens de jublede og skreg, en Kvinde op paa Bænken steg,

rev af sin Hanske, sort som Blod, og slængte den for Skaldens Fod. “Der har du Folkets Sangerløn, den er ei gjort af Silke skjøn,

men den fortæller, hvad vi led, for den er sort af Blod og Sved”. Og Sangren Huen af sig drog, han bøied sig og Hansken tog,

den kyssed med en Elskers Lyst og fæsted stolt den paa sit Bryst. Hans Øie som begeistret bad, saa saa han mod Altanens Rad:

“l skjønne Kvinder, tilgiv mig! til Eders Skjerf jeg beiler ei, til Prisen ikke med mig regn, jeg har alt faa't mit Seierstegn,

og det begeistrer mer til Daad, end om af Guld var hver en Traad. Nu sværger jeg, saa dyrt jeg kan, fra nu af er jeg Mængdens Mand,

fra nu af er jeg Friheds Tolk for dette stakkels, bundne Folk.” Og Ermingard til Sangren brav et venligt Nik som Bifald gav,

mens Piæerre d"Auvergne helt langsomt tren med Luthen frem paa Gaardens Sten. Han var en stille, bramfri Mand, men tændte Hjerterne i Brand,

naar Inderligheds rene Glød igjennem Strofens Rhytmer flød. Saa toned han, som mangen Gang, Hjemkjærlighedens Barnesang.

Jeg kan sidde stundom, helt syg og mat, og støtte min Harpe mod Gulvets Sten, og Tungsindet vælter om mig sin Nat, og Mismodet slaar med sin Tornegren;

da lyder fra Gulvet smaa lette Trin, to Arme jeg føler om Halsen ømt, og jeg ser i to Barneøine ind, hvor endnu aldrig Falskhed har drømt.

Og jeg stryger af mig Tungsindets Nat, og jeg græder stille ved Barnets Bryst, og det blir saa saligt fredsælt og lyst, og jeg griber atter min Harpe brat;

thi Barnet er sendt som et Bud fra Gud, at han endnu elsker sin syndige Jord, at det barnligt sande skal fri os ud, at det Gode skal vokse i Uskylds Spor.

Og min Aand sig reiser som Løven stærk, og jeg føler mig atter som Kampens Mand, en Kamp for Barnet og Barnets Verk, en Kamp for alt, som gjør Sjælen sand.

O Barnekjærligheds Engleleir o vaag over Verden og kald den frem til freidig Tro paa det Godes Seir, til mandigt Værn om de tusind Hjem!

Og Mødrene i Mængden stolt i Veiret sine Smaabørn holdt og raabte: “se vort dyre Blod, Gud signe dig, for du er god!”

mens Pierred'Auvergne i skyndsomt Il tilbage drog sig med et Smil. ‒ Da Alles Øine spiltes op; thi frem af sluttet Sangertrop

en Unggut tren i Ringen ind, forlegent blussede hans Kind, han bukked for Altanens Rad og stemte Luthen sin og kvad:

Man beder mig at synge om Kjærligheden stor, ak da maa jeg jo synge om alt paa denne Jord, jeg elsker alt og alle, har endnu ingen Sorg, jeg trives ligemeget i Hytte som paa Borg.

Jeg elsker Folkevrimlen, jeg elsker Ensomhed, Jeg elsker Ermingardes Øine og Rosenbed. Naar jeg paa Stien vandrer med Harpen i min Arm, jeg føler mig saa sælsomt bævende og varm,

jeg føler i mig fødes en mægtig, himmelsk Trang at slutte alt, som lever, ind i min Elskovssang, at sende op en Bøn og en Tak til Himlens Gud for hver en Fugletrille, hvert Sommerfuglebud,

for Himlen, som sig hvælver saa deilig varm og blaa, for Stjernerne, der tændes om Nat som Lamper smaa, for Skogen, som saa gjæstfrit gav trætte Vandrer Hus, for Bækken, som mig dyssed til Hvile med sit Sus,

for Blomsterne, som nikked og gav mig hver sin Sang, for Dyrene, som rædde saa paa mig og sprang, for Straalerne, som spilled indunder Lindens Blad, for hver en Sten og Tue, hvorpaa jeg sad og kvad,

for Mennesker, jeg mødte, og som hilsede saa mildt, for Børnene, som satte sig paa Fanget mit stilt og bad mig om at spille og synge en Sang, mens andre rundt paa Engen legede og sprang.

Ja Livet det er deiligt, og varmt og sundt mit Blod, og Mennesker er gode, naar bare du er god. Og ei jeg ræddes Røvere og lumske Dolkesting ; thi Røverne de ved, at jeg eier ingenting.

Og dog er jeg rigere end Frankrigs Konge bold, g jeg har min Sangergave som pletfrit Adelskjold, med Mand jeg eier Venskab, med Gud jeg eier Fred, jeg eier hele Verdens trofaste Kjærlighed,

og derfor er jeg lykkelig i munter Ungdoms Vaar, og derfor kjækt jeg triner i Ermingardes Gaard. Tilgiv mig, skjønne Damer, at her jeg pluddrer væk som løsladt Barnetunge, som en rislende Bæk,

men jeg er jo den yngste, ja endnu fast et Barn, jeg endnu ei er hildet i nogen Skjønheds Garn, jeg endnu ei er tvundet til nogen Kvindes Lok, jeg dysses ei i Slummer af Hustruens Rok,

saa fuglefri jeg vandrer paa hele Jordens Rund, og synger hvad jeg hører af Blomsternes Mund, af Biens muntre Summen, af Druens varme Glød, af Pigens Kind, som blusser saa fristende rød,

af Riddersmandens Hjelmbusk, af Borgfruens Dans af Munkens Flammetale, af Nonnens Rosenkrans. Ja Livet er min Elskov, og derfor denne Gang jeg vier og til Livet min glade Elskovssang,

og haaber og beder, at den varer Livet ud, at Livet vil mig løfte som et Barn til min Gud. Og Klap fra Adel og fra Folk hilste Livsglædens unge Tolk,

mens Bernard seiersglad fløi hen og favnede sin unge Ven. Da blev der Hvisken: “Nabo, hør, hvem er han? har han vær't her før

han synes sluppen just af Bur ‒ ah ‒ en Elev af Ventadour og Laroi hans Navn ‒ kanske han blir hans Mester skal du se”.

Og Laroi med barnligt Blik helt seiersdrukken Haandslag fik, mens Geoffroi Rudel alt stod, bered til Kamp med Luth ved Fod.

Det var en sælsom Mand at se, som tæret af en indre Ve, dødsbleg, men med Vulkanens lld i dunkle Øies sære Spil,

han stirred ud som i en Drøm, saa brused Lidenskabers Strøm: Skjønne Sandser! søde Sandser! Eder vil jeg kjækt besynge,

denne Sittren i hver Nerve, denne Fryd, som sprænger Himlen, denne Rus, som la'r En glemme Jord og Himmel, Tyngsel, Pligter

i et blodvarmt Favnetag. Hvorfor skulde man ei favnes? hvorfor skulde man ei kysse? hvorfor skulde man ei nyde

Kvindens hele Herlighed? Naar jeg ser en yndig Rose, bryder jeg den straks fra Grenen, aander ind dens hele Vellugt,

bader mig i Farvens Skjønhed. Naar jeg ser, at Druer svulme, kryster jeg dem i mit Bæger, mætter mig med søde Saft.

Akl jeg ved en deilig Rose, fagrere end alle Grenens, o, min Elsktes røde Læber! Og jeg kjender Drueklaser,

mere svulmende end Bjergets, hendes svanehvide Bryster. Dem, dem vil jeg saligt kryste, suge Læbens søde Honning,

glemme Himmel, Jord og Pligter i det varme Favnetag. ‒ Er der nogen Magt i Himlen, som er større vel end Elskov?

er den ei en himmelsk Flamme, sprungen fra Guds eget Bryst, tændt paa Jorden for at varme, for at tunge Kjød besjæle,

for at vidne lydt for Verden Gudens Skaberherlighed? Er der nogen Magt paa orden, som er større vel end Elskov,

tændt i ømme Kvindebarm? Kun et Smil og mørke Mismod sprænges, som for Solen Taagen, Dagens Konge holder Indtog

med sin Seiersflok af Lys. Kun et Øiekast og Blodet jager vildt i alle Pulse; kun et Vink og Foden springer

for at lystre Herskerinden, bringe hende Ønskets Blomst. ‒ Du mit Hjertes skjænne Dame, Afgudsbillede paa Jorden,

und mig dog at saligt bades her i dine Øines Lys! und mig dog at drikke Styrke af din Læbes røde Blade!

und mig dog at offre Livet for dit Ønske, sagte hvisket! Du er Gud, i dig jeg aner Himlens hele Herlighed.

Nikker du og smiler til mig, aabner du de hvide Arme, o, da vil jeg Øiet lukke, i styrte i dit varme Favntag,

intet huske, alting glemme, bare bede, bede, bede: “Gud! o lad mig aldrig vaagne, lad din Elskovs Sanger dø!” ‒

Han taug og kasted et glødende Blik op mod Altanens skjønne Rad, han greb sig for Brystet, som fik han et Stik, det var, som hans Hjertes inderste bad.

Da reiste en Kvinde sig, høi og stolt, l et maurisk Gevandt om Skikkelsen fin, i Haanden en blodrød Rose hun holdt, mens Lokkerne gnistred om brune Kind.

i Hendes Øine skinned som glødende Kul, om hvide Perler laa Læbens Koral, kjækt svulmede Barmen af Længsel fuld, hun skred som en Dronning i Høienloftssal.

Hun nærmed sig Sangeren, aabnede Armen, og Mængden jubled og raabte og lo, og Sangeren vaklede, tog sig for Barmen, og lukkede Øinene der han stod.

Han smilte, Læberne mumled en Bøn, han blev bleg som Lig, han blev rød som Blod, saa styrted han frem med et Smertesstøn og sank saa livløs for hendes Fod. ‒

“Geoffroi! Geoffroi! han dør! han dør! o bed for ham Venner, bed, o bed! alt breder sig over ham Dødens Slør, han er dræbt af Elskovens Salighed.”

Men Kvinden sank over Liget ned, hun hulkede høit i sin Vaande stor, Medlidenheds Suk gjennem Mængden foor, og Taarer paa manges Kinder gled.

Da reiste sig Ermingard fra sin Stol, skred taust gjennem Mængden til Kvinden hen, hendes Stemme klang mildt, hendes Blik befol, der hun talte Trøst til sin sørgende Ven:

“Græd ikke Veninde, vor elskede Bror, han fik dog den bedste Sangerløn, nu stemmer han Luthen i Himmelens Kor, Gud hørte hans sidste Sangerbøn.

Kom Bernard, du som og saart har savnet kom syng for din Ven en Vuggesang, saa vier vi ind til Evighed Navnet og lyser ham frem paa hans Seiersgang”.

Og Bernard Luthen stemte til Sang, saa stirred han paa sin døde Bror, saa sang han med sagte bævende Klang hans Kjærligheds Eftermæle paa Jord:

Græd ei Venneflok! ei græd! vi har saa nok af Taarer, nok af Verdens Bitterhed, nok af det, som saarer.

En Sjæl er løst af Kjødets Svøb, er det ei himmelsk Glæde? en Sommerfugl af Larven krøb, hvi skulde vi da græde?

Han brød sig ei om Gods og Guld om Magt og Ros og re, een Længsel fyldte Barmen fuld, een Fryd han vilde bære,

at elske, elske, det var alt hvorfor han stred og længtes, derfor det ogsaa Livet galdt, derfor og Leret sprængtes.

O Kjærlighed! du Liv af Gud tændt i vor svage Bringe, du spirer først som Dunet ud, men vokser til en Vinge;

du Kraft, som synes tit saa svag og vek i al din Færden, men løfter i et Favnetag til Gud en sunken Verden.

Paa Kjærlighedens Vingeslag hans stolte Sjæl nu svæver, han stiler op mod Lysets Dag, hvor Elskov evigt lever;

han mødes der af alle dem, der elsked, saa de døde, de jublende ham følger hjem til Livets Morgenrøde.

Du Gud, som selv er Kjærlighed, giv os i Aand, paa Læbe, den Ild, som er saa sterk og hed, at den kan saligt dræbe,

lad alt vort Liv kun aandes ud i Kjærlighedens Under, da ved vi, du er nær os Gud, og at i dig vi bunder.

Og Ermingard stille gav et Tegn, Og Brødrene løfted den Døde op, saa gik de parvis i sluttet Trop til Slotskapellets buede Hegn.

Og Gjæsterne fulgte En for En, osg Mængden efter med Graad paa Kind, den klang saa hult ifra Gaardens Sten Ligprocessionens dumpe Trin.

Kapellet fyldtes, Kjerter blev tændt, og Røgelsen snart imod Loftet svang, og Bønner til Naadens Gud blev sendt for ham, som i Døden gik med Sang.

Men mens de Munke mumled og bad, de ante ei, at de nedbad Fred paa Kjærlighedshoffets dybeste Kvad om Dødens forbarmende Kjærlighed.