Ermingarde

Ermingarde! Ermingarde! skjønneste Blomst i Narbonas Have, Sangfugl, som lokker fra Rosenhækken hundrede vingede Sangens Fugle

der at bygge og synge din Pris. Roserne kravle sig op efter Væggen, bringe sin Hyldest til Ermingarde. Bierne summe og juble lystigt,

bringe sin Honning til Ermingarde. Druerne række sin svulmende Mund, længes at krystes af Ermingarde, Straalerne spille i Havens Løvgang,

lyser for Ermingardes Fod. Sangernes Dronning, Narbonas Blomst, læn dig endnu en Gang til Søilen, smil ud over os der fra Altanen,

straal ud Godhed, Mildhed og Renhed til den Verden, som lyttende venter. O, som du staar der i Aftenens Fred, Himlens Høihed om rene Pande,

dæmper du Raahedens frække Famlen, tæmmer du Lidenskabs vilde Begjær, saa det sig lægger som logrende Tiger, slikker Støvet for Herskerens Fod.

O som du staar der i Solens Guld, kaster du med dine tændende Ord Inspirationens hellige Flammer i Trubadurerne, dine Brødre.

Og de griber i Luthens Strenge, synger begeistret om Kvindens Hæihed, synger om Kjærlighedens Almagt, som skal forløse Verden til Gud.

Og deres Sange som tusinde Fugle svinger sig jublende op i Luften, kviddrende ud over alle Lande Kjærligheds og Ermingardes Pris. ‒

Fjernt fra de andre, svøbt i sin Sorg, staar, hensunken i stille Vemod, han, som dog elsker dig mest af alle, Vennen, Bernard af Ventadour.

Han vil og stemme sin Luth til din Ære, ak, men han vil ikke synge dit Navn flettet med Livsfryd og svulmende Roser. Han ved en Helligdom, skjult for de andre,

der i det stille Kammer paa Slottet, der hvor du græd med hans dybe Kummer, der hvor du strøg ham lint gjennem Haaret, der hvor du løste Smerten og Graaden

op i sittrende, bævende Digte, Digte, hvor Menneskehjertets Trevler blødende hang, og hvor Taarer dugged. Derfor han signer dig mest af alle,

bringer sin skjulte, stille Tak, der fra det lune Borgens Kammer, hvor Ermingardes rige Sjæl folded sig ud i sin største Glans,

svulmed med Rosernes Vellugtfylde. Sunken er nu Narbonas Mur, svunden er Kjærlighedshoffets Pragt, glemte er mest Trubadurernes Sange.

Men naar en enlig, poetisk Gransker støder i Krønikens mugne Blade paa dette gjemte, fortryllede Slot, reiser sig atter Borgen af Gruset,

kravler Roserne opefter Muren, blander sig Trubadurernes Sang med Biernes Summen og Solspillets Glitter, og det stiger med tusinde Stemmer,

som et vemodigt, sørgende Kor: “kommer du ikke Narbonas Blomst, Ermingarde! Ermingarde!”