Idealisten

I vrimmelen jeg saa dig for første Gang, og du klang mig imøde som en mild Melodi – der dirrede Strenge i mit Indre, som aldrig før havde tonet,

det suste omkring mig af hvide Vinger, varme Stemmer jublede gjennem Luften. Men du svandt iblandt Mængden, og jeg stod igjen

som mellem de graa Fjelde efter Solnedgang. Aar var rundne. Som Solen stod stor paa Himmelen.

oplyste Glæden min Barm: Jeg falgte min Brud, vi to gik til vor Gjerning i Livet ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒

da mødte du os paa vor Vei ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ Dagen graanede omkring mig, og min Glæde dalede vingeskudt;

Brudekransen rev mine Øine som Torne, og min Bruds hvide Arme blev mig rustne Lænker om Halsen. Tause vandrede vi vor Vei,

søvnløs gik jeg til min Gjerning, i mit Hus tog Tungsindet Bolig, og Fortvilelsen redte mig mit Leie; thi min Dag var du,

uden dig var mit Liv som Natten. Men fjernere og fjernere klang du som en salig Harmoni ude i Rummet, og alle mine Længsler fulgte efter dig

som Trækfugleskarer. Som en Vinterdag sad jeg hos min Hustru, og jeg saa, hvorledes hun visnede. Mit Hjerte blødte derved;

men jeg magtede ikke at fylde mine Ord med Sol, mine anstrengte Smil borede som Isdolke, og hun frøs sig ned i en tidlig Grav. ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒

Da slog Natten sin Vinge ned over mig, og mit Sind mistede alle sine Stjerner; thi jeg havde været som en Frostnatt over min blomstrende Fruugt-Gren ‒ ‒ ‒

og jeg søgte Dulmelse hos Havet, det dybe, bølgende, evige, til hendes blid« Aand omsvævede mig og dryssede som den fredfulde Aftenrøde

lægende Dug over mit Sinds tørre Straa. Aar var igjen rundne, og jeg var bleven forsonet med Livet. Og hun lo mig imøde, Morgenrødens Datter,

med sin Moders friske Træk. ov hendes Latter strøv mit Sind med Solstraale-Dun. I en Vaarflom af Jubel fandt vi hinanden, og vi vandrede syngende Haand i Haand

til vaart Bryllupshus ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ da kom du igjen og gik forbi ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒