Aa her eg skodar dei gamle Bøar,
dei gamle Fjell og dei gamle Sjøar.
Aa her eg skodar dei gamle Vollar,
dei gamle Bakkar, dei gamle Kollar,
den gamle Stova, der eg var Barn!
Du stille Skogdal med Tjørni blanke
stod altid spegla nedi min Tanke.
Og heim til deg under Hat og Vreide
han faul, min Hug, som ein Fuql til Reide.
da Gud velsigne deg, Barneheim!
Den milde Daamen av Vogge- Varmen
han strøymer sælt meg igjenom Barmen.
Og kjære Røster fraa Ungdoms Tidi
dei kvittrar mot meg som Fugl i Lidi:
“Velkomen atter, velkomen heim!”
Eg reiste fraa deg ‒ ‒ eg lite visste.
Og myhkje vann eg; men meir eg miste:
Felk gode Dagar og Mat og Klæde;
men tapte Uskuld og Tru og Glede
‒ eg var for fegen, eg var for fjaagl
Ja, eg felkk røyna der uti Verdi:
Det Vonde lurer, og tung er Ferdi.
Men no dei kverva, dei saare Minne,
eg er so varm her i Hjarta inne,
no fær eg gjesta min Barneheim!