Mens endnu Svalen svømmer
med Sang i Nordens Luft,
mens Fjorden endnu drømmer
i Blomsterbreddens Duft,
vi mødes, Mænd og Unge,
paa Mjøsens Sommerkyst
med Tonen paa vor Tunge,
med Glæden i vort Bryst.
Man træller for sin Næring,
man graver efter Guld;
thi Støvets knappe Tæring
maa søges mellem Muld.
Dog Livets Love kræver:
Ei Jord i Hjerteblad!
Thi opad Livet stræber
mod Lysets Straalebad.
Tidt mærkes derfor Trangen
fra Dagens Dont at fly,
og derfor vaagner Sangen
i Mandens Barm paany.
Som Møen fra sit Fængsel
i Heimers Harpe sprang,
saa bryder Aandens Længsel
med Friskhed frem i Sang.
Ja Sang er Hjertets Stemme,
og Sang er Aandens Tolk,
og Sang var altid hjemme
hos Nordens frie Folk:
Naar Brage da af Dvale
staar op og Harpen slaar,
han varsler Norges Dale
om Folkeaandens Vaar.