Tjømø Kirke

Hun reiser sit Spir over Bjerge paa Strand, der stemmer sit Bryst imod Brændingens Brand; men knuste gaar Voverne Sundet ind saa stille som Sjæle med Kirkesind.

Hun løfter i Stormen sit Spir i Sky og mindelig vinker til Land og Ly, – og Søfuglen stevner i Angst derind og hviler sin Vinge paa Kirketind.

Hun skuer saa vide i Mulm over Hav, hvor Brændingen bryder for Seileren Grav; – da tager han Mærke af Taarn paa Strand og dreier sit Ror mod det smulere Vand.

Og Seileren stirrer paa Kirketind, – der triller en Taare paa brune Kind: han tumledes længe i Brændingers Brand, han savnede længe Fredsmærket fra Land.

Ham lysted at friste det gyngende Bræt, da Sol laa paa Voven, og Livet var let, – han heiste sit Seil, lod for Vinden det staa – og tænkte kun lidt paa, hvor Fredshavnen laa.

Med Kjendingen tabt af den hjemlige Strand og Synet ei vendt mod Forjættelsens Land er Rummet dog tomt mellem Himmel og Hav, forfængelig Farten fra Vugge til Grav.

Naar Menneskekraften er given i Vold de luftige Aander og Afgrundens Trold, – da frygtelig Stunden, naar Farten er endt, og Fyr ikke findes i Brændingen tændt!

Guds Menighed, reis Dine Taarne i Sky fra Skjær og fra Øer, i Bygd og i By, at Alle, som spørger om Frelse og Fred, kan se, hvor Du peger, før Sol daler ned!

Lad kime til Høitid, lad ringe til Ro! Og syng Dine Salmer, at, – Tre eller To, – som “Staden paa Bjerget” Du kjendes dog kan af Alle, som søger de Levendes Land!

Stil Badet ved Døren, dæk Bordet i Kor, og kald til Din Fred med Guds levende Ord, at Alle kan mærke, som mødige er, hvor Herren i Jordlivet Sine er nær!

Saa send da Din kaldende Røst over Ø, og vink fra den hjemlige Strand over Sø, at Alle, som stevner fra Bølge mod Strand, først hilses af Dig fra sit Fædreneland!