Til min Hustru

Min Sølver-Brud, mig dyrebar, som da Du Myrtekransen bar ind i min Manddoms milde Vaar med Haabets lyse Kaar:

Hvor glad idag med Tak til Gud jeg favner Dig, min Ungdoms Brud! Thi Lykken sandt mig spaade grant

hvert Blad, i Kransen, var! Hvor gjorde den mig Hjemmet rigt! Hvor gløded der mit Ungdomsdigt ved Arneflammen, tændt saa vel

i Jul- og Jonsokkveld! Den Aandens Gnist, som Gud os gav, ei sluknede i Dagens Krav, – og slog den ei

ud himmelhøi, den Varme lun dog gav. Det følte den, som kom herind med trofast Aand og Vennesind,

og de, Du tog i Moderfavn, velsigner Hjemmets Navn. Saa skal Guds Naade drage dem ved Modermindet atter hjem,

naar Lys er slukt, og Døren lukt i deres Barndoms Gaard. Der stod Du, offermild og god,

naar Nød og Død for Døren stod og gav tilbage i Guds Favn vort Barn i Jesu Navn. Der lyste Julemorgens Fred

med salig Glans i Vuggen ned, naar Naaden ny i Morgengry steg op af Angstens Nat.

Hav Tak, min dyrebare Brud! Hav Tak, Du Miskundhedens Gud for Kjærlighedens Skabermagt, i Ungdomspagten lagt, –

for alt, som under Hjemmets Tag i Lykkens lange, lyse Dag tog Vækst deraf og Løfte gav

for det, som forestaar!