Velkommen atter fra Polarhavet, Du Havets Datter, med Guld begavet!
Som Dybets Dverge Du brød Dig Miner i Polens Bjerge, som aldrig tiner.
Med viet Sværd Du i Viking drog, – i Borgerfærd Du Dit Bytte tog.
Den Daad Dig Draugen med Sagas Kjerte fra Farmandshaugen tilvisse lærte:
Han frem i Speilet holdt Borgerdyder; – Du heiste Seilet og Banen bryder –
skjønt isbelagt over høie Nord – til gjenfødt Magt for Din Odelsjord.
Hil Bjørn hin Bolde, den Fremsyns-Kjæmpe! Ei mægted Trolde hans Mod at dæmpe;
for vilde Jætter, for Tussers Latter han ikke skvætter, sit Kald han fatter:
“Naar Sol mon gry, skal i Sten de staa; men Tider ny skal mit Værk forstaa! –
Tidsaanden fraadsed i Voldsmands-Værker, – han tappert trodsed sin Tids Bærsærker;
til Spot man døbte ham “Kræmmer-Drotten”; men Saga svøbte i Hæder Spotten.
Man brandt ham inde, begrov i Grus; – men høit hans Minde bar Tunsberghus.
Hil Bjørn hin Bolde! Hil hver hans Frænde, som, trods de Trolde, tør Tanker tænde, –
de Fremtids-Tanker, der gaar som Lynet fra mørke Banker og aabner Synet
for skjulte Skatte i Folkets Kaar, som Haand kan fatte, – som Aanden naar!
Hil Ham, som livned op Sund og Gaden, da Livet stivned i Farmands-Staden, –
som Haabet satte til Gud og Norden og vandt dens Skatte for Fosterjorden!
Saalangt som Svende mod Norden gaa, skal, Farmands-Frænde, Dit Minde naa!
Hil Havets Datter fra Polens Vande! Velkommen atter til grønne Strande!
Din Vimpel vise, hvad Kurs skal styres for Aandens Brise, naar Svende hyres
af Nordens Vætte til Folkegavn: For Nord han sætte sit Styr i Stavn!
Cookies on Poetry Cove