Han lagde sit Dagværk ned;
til Aftenhvile han trængte.
Da Herren sin evige Fred
miskundelig over ham sænkte.
I Klæbudalen nu gaar
Gravklokken med dybe Slag
og videnom Gjensvar faar
i Minderne fra hans Dag.
Nu træder de bøiet frem
i Vemods den stille Vaande,
hvor helst i et Barnehjem
der gik et Pust af hans Aande.
Men Livet gror over Grav,
hvor Sæden var Kjærlighed.
Saa lægges, hvad Herren gav
med Ulstad, i Grav ei ned.
At overleve sit Værk
den Trofaste ikke mægter.
Men leve skal Gjerningen stærk
til Glæde for kommende Slægter.
Og alt som Lyset mon naa
hver Krog i hans Fædreland,
skal Saga og pege paa
den trofaste Rydningsmand.
Han stod i Dagningens Tid
for Norges Folk blandt de bedste
og virked med Aand og Vid
for Lyset et varigt Fæste.
Alt Straaler om Landet gaar
med Varme saa mildelig:
I Darres og Ulstads Gaard
jo fostredes Ole Vig.
Du reiste paa hjemlig Grund
for Livet Din Planteskole.
Paa Ordet af Mesterens Mund
Du lærte Discipelen stole.
Nu give Gud hver Din Svend
med ydmyg og ærlig Hu
at færdes som Folkeven
saa stille og stærk som Du!