Den gamle, ærværdige Herrens Prest gik ned af sin Prædikestol. Velsignelsen fik han Guds Menighed læst, som Herren ham det befol, –
i Koret indtonet saa fyldig en Sang, som aldrig i Norges Kirke før klang. Saa gik han stille af Messe ud; – og ingen Skalde derom bar Bud.
Men Mængden maabed og vented paa en Røst, som kunde lidt mer forslaa; Magistren mestred hans Salmebog: – hans “Andagts Ansigt” den umildt slog
med Folkets de stærke Toner. Tør man Dit ærværdige Aasyn slaa alt saa med Dit dyreste Værk? Da vover den gamle Klokker paa
at gribe i Strengen stærk, til Udgang klykkje for Messe god, for Prædikens stille og dybe Flod, for Aandens Sus i den Salmesang,
som Herrens Helliges Tro og Trang har baaret gjennem de tusen Aar og i Din Harpe nu sammenslaar med Toner vakte i høie Nord
ved Herrers Bad og ved Herrens Bord til Liv paa Guds Menigheds Tunge. Du aarle lagde Dit Øre til Dit Fædrelands Tonevæld,
i Skogens Susning, i Bækkens Spil, i drømmende Sommerkveld. Du lytted kjærlig i Bondens Hus til Sagn og Saga og Stevets Sus;
og Modersmaalets den dybe Klang igjennem Dit hele Livskvad sang fra Morgenen i “de elleve Aar”, til “Søvnen i Jesu Navn” Du faar;
i “Kirkens Messe og Sognebud”, - i “Julekvelds Kvad og Flinteskud” de hjemlige Toner klinge. Saa lagde Du frem det Toneguld,
Du sanked i Bondens Hjem, – og Norges Lyre alt hænger fuld af Guldet, Du ledte frem. Og “Duva sætte seg paa Liljankvist”, –
hun bygger i Kirkesval forvist: Luk Døren op for den Aandens Fugl, og lad i Kirke den lege Skjul! Lad Hjertet raade, og giv lidt Taal
til Salmen paa Folkets Tungemaal! Da skal der stige en Lovsang ny op over Taarne i Bygd og By til Herren i Himmerige!
Den gamle Klokker har klemtet kun til Udgang og Messefald. Han vilde melde en Vemodsstund; – der meldte sig ingen Skald.
Han havde den gamle Prest saa kjær, som vakte ham mildt i Morgenskjær ved Folketonen i Visens Klang, “i Skolehuset de Smaabørn sang”, –
som for ham nu synger i Kirkestol, i Søndagsstilhed om Livets Sol, – ham lægger paa Læben sin Nadverdbøn og jubler mod “Morgenen lys og skjøn;
– der synges i Livsens Lunde”.
Cookies on Poetry Cove