Han var af Vikingsarten:
Det brændte i hans Blod,
hvor, lokkende i Faren,
den Ærens Dise stod.
Hvor høiest hendes Kranse
var sat for Modets Seir, –
der brød han helst en Lanse,
trods Mulm og Jetteveir.
Han var af Vikingsarten:
Til Folk og Fylke hjem
han vilde Hærfang føre
og dele det med dem.
Han vilde Hæder bringe
sit elskte Fædreland
saavidt, som Svanevinge
var dalet under Strand.
Han var af Vikingsarten:
Paa Næsset stod hans Hus
den Stridens Brænding nærmest,
omsust af Stormes Brus.
Hvor Viddets Snille øves,
hvor Kræfters Brydning staar, –
der maatte Styrke prøves
og fristes Kampens Kaar.
Han var en nordisk Viking
med Ild i Aand og Blod, –
og Magter op han maned,
der stod ham stærkt imod.
Men – da en Kveld for Anker
han stille laa i Havn,
veg alle Ufredstanker
for Jacob Melsoms Navn.
Da føltes det i Fylking
af dem, ham stod imod:
han ingen Uven eied,
hvor end hans Mærke stod!
Da ilte hver at træde
med Hyldning til ham hen, –
da ledtes han til Sæde
blandt Nordens Idrætsmænd.