Det toner gjennem Norges Vaar,
hør, Fædreland, – det runger!
Nu kimes ind Dit Jubelaar
med Pinseklokkens Tunger;
nu suser Minders Vingeslag
om Folkeaandens Pinsedag
og stemmer H,jerterne i Lag,
saa Folkets Sangbund sjunger.
Ja, Fædreland, Dig skjellig Grund
gav Himlen til at sjunge;
Dig fødtes midt i Farens Stund
Din Idun evig unge.
Du viet var til Undergang,
da vaktes Du af Dvalen lang,
da brød Du “Lænker, Baand og Tvang”
med Kraft i Arm og Tunge.
Da steg hun frem, hin Brage-Viv,
med Folkefriheds Kræfter,
da ynged hun Dit Folkeliv
til Daad og Dygd derefter,
gjenfødte Dine Ungdomsaar
og læged gamle Hjertesaar
og kroned Dig med gyldne Kaar
i femti Aar derefter.
Og vi, som i Dit Moderfang
Din Iduns Frugt fik smage,
vi staar idag med Takke-Trang
og Synet vendt tilbage
paa Stunden stor, da Gnisten brød
fra Himlen ned i Norges Skjød
og tændte Tidens Mænd i Glød
til Friheds Fødselsdage.
Det var Gud, Folkefader god, –
han Himmelgnisten tændte,
det var de kloge, kolde Raad
han fadervarm afvendte.
Han kjendte Norges Folketarv,
han Kraften gav i Slægtens Marv,
han Sønnerne lod Fædres Arv
til Eiendom sig hente.
Thi skal det sværges høit idag
ved Fjeld og Fjord og Fjære,
at Fædres Odel vel i Lag
vi holde vil og ære; –
og kommer Dagen ond endnu
med Tidens Jættevisdoms Gru:
mod Voldsmænds Haand, Gud Fader, Du
vil Norges Værge være.