Natten alt over Egnen laa;
men jeg sad der endnu alene;
jeg blev ikke træt af at stirre paa
de gamle, mosgrode Stene.
Jeg blev ikke træt af at vandre i
de gamle Buer og Gange,
hvor Fortidsdrømmenes Melodi
jeg hørte, lig dæmpede Sange.
Stille lød de i Nattens Fred,
stille i hviskende Vinde;
det var, som de sukked af Længsel og græd,
lig Hjertet ved Dødens Minde.
Jeg maatte lytte; jeg kunde ej gaa;
jeg sad der sælsomt betagen;
det Svundne i Drømmesyner jeg saa,
indtil det lysned mod Dagen.
Da svandt det gjøglende Trylleri
jeg var ikke længer bundet;
jeg stod i Dagskjæret let og fri; ‒
jeg havde Forklarelsen fundet:
Fremtidens Morgen, lys og skjøn,
omstraale skal Fortidens Minde,
og, hvad det drømte engang i Løn,
skal Livets Forklarelse finde.