Det er som et sælsomt Under,
jeg aldrig ret fatte kan; –
hvergang det mod Vaaren stunder,
længes jeg til din Strand.
Da er det, som lød en Klage,
et Suk fra din Ensomhed, –
og atter maa jeg tilbage,
o, Oscarshal, til din Fred.
Men helst dog naar Maanen spejler
sit Lys i det dunkle Vand
i klare Vaarnætter, sejler
jeg ved din dejlige Strand.
Med Vaarnattens Klarhed over
i Skovenes drømmende Fred
ved de maanebelyste Vover,
er du Jordens dejligste Sted.
Nordens vemodige Stilhed,
dens drømmende Melankoli
og Sydens Glød i dit Billed
hensmelter i blød Harmoni.
Min Sjæl har du tryllebundet
en yndig Vaarnat engang; –
og ved din Strand har den fundet
et Glimt af Sangenes Sang.
Din Skjønhed min Sjæl betager,
hver Gang jeg igjen dig ser; –
en Vaarnat kanhænde drager
jeg aldrig bort fra dig mer.