Med Tornekrans om Pande,
men Blikket imod Gud
mod Salighedens Lande
gaar Jesu skjønne Brud,
med Smil i Nød,
i Sorg og Død,
med Skimt af Himlens Strande
bag Livets Aftenglød.
I fremmed Land, med Længsel
imod sit fjerne Hjem,
mod Frihed fra sit Fængsel
hun higer altid frem;
men, hvor hun gaar,
en himmelsk Vaar
selv midt i hendes Trængsel
i hendes Fjed opstaar.
En Vaar af Fred og Glæde,
af Jesu Kjærlighed,
et Foraar allerede
af Himlens Salighed. –
Men stilt mod Gud,
mod Sejrens Skrud,
mod Sejrens Krans og Klæde
gaar Jesu skjønne Brud.