I Nattens Ensomhed

I Regnskodslør laa Fjord og Fjeld, og mod den mørke Kyst gik Bølgen i den tunge Kveld lig Suk fra kvalfyldt Bryst.

Jeg saa mod Vest, hvor Skyen brandt i siste Solfaldsbræm; jeg saa den svage Lysning svandt i Nattens Taagehjem.

Og i min Sjæl var det, som svandt det siste Lysskjær af en daglys Drøm, der engang brandt af Livets fulde Krav,

en fager Drøm, som tog mit Sind og stjal min Kjærlighed, en Folkedrøm, som sang sig ind i al min Ensomhed.

Jeg syntes, det af Rædsel skreg fra gamle Akershus; – det var igjen en Drøm, som sveg dens Tro og sank i Grus.

Den stirred ud mod Fjorden hvast med Smerte i hvert Drag, som da Knut Alfsens Pande brast for Norges Fremtidsdag.

Og Bølgens Skvulp som Veraab var, lig Suk fra kvalfyldt Bryst, som da hint Martyrlig de bar] til Sorgens mørke Kyst,

og Skodden sløred tæt og graa som Dødens kolde Krans omkring den fagre Drøm, som laa i Livets Morgenglans.

Og modløst sneg de slappe Sejl forbi den gamle Borg i Tungsind paa det blygraa Spejl, som vaanded sig i Sorg.

I Sjøens Dyb jeg stirred ned; om den min Sjæl og nu var mørk og tung, og Tanker stred med Haabløshedens Gru.

Jeg sad med Haanden under Kind i Nattens Ensomhed; hver Nordmand kjender i sit Sind, hvad da mit Hjerte led;

lad andre føle kun Foragt – jeg vil med Trofasthed om Drømmens Minde holde Vagt i Nattens Ensomhed.