Vi er kun af Støv,
og vi Støv blir igjen;
som Høstdagens Løv
snart vejres vi hen;
vi iler enhver
mod Død og mod Grav; –
du er den, du er,
ifra Evighed af!
Og Verdener forgaar
og fødes paany
i Evighedsvaar,
i uendeligt Gry,
og Sole uddør,
og nye blir tændt; –
du kun blir som før, –
men aldrig erkjendt!
Usynlig, og dog
i alt det, som er,
i Skabningens Bog,
i Verdenernes Hær; –
ej Kvinde, ej Mand
ved Navn har dig kaldt; –
ej nævnes du kan,
og dog er du alt!
Du Kilde til Liv,
som aander kun i
det evige «bliv»,
o, hvad er dog vi? –
Et vildsomt Begjær,
bedragende sig;
et Suk kun vi er
fra Støvet mod dig!