Forbi, forbi! Dets Dag forbi!
Dets Harpe hænger tyst,
og Østerhavets Melodi
er Gravsang om dets Kyst; –
det ligger bundet, lænkelagt
af Tyranniets Magt.
Det ligger sørgende; – o, er
der intet Haab igjen?
O, skal dets Friheds siste Skjær
i evig Nat dø hen?
O, skal det sørge kun, indtil
selv Sorgen glemmes vil?
Umuligt! Nej, det maa opstaa
af Sorgens Nat engang;
dets Morgen maa igjen opgaa
i Folkets Liv og Sang;
det er ej skabt for en Tyran
«de tusind Sjøers Land».
I Drømme svæve vil dets Aand
og dvæle paa dets Kyst,
indtil den sprænger sine Baand
til Sejr i Folkets Bryst; –
den dyb er som dets Sjøer blaa, –
den engang sejre maa.