Hun sidder i Livets svindende Kveld,
mens Tiden lakker og lider;
i Solskjær ud over Dal og Fjeld
Minde paa Minde fremglider –
klare Minder fra otteti Aar,
lige fra Livets sollyse Vaar
med Leg og med fagre Drømme.
Men over Minderne straaler der et
med Glans i de blinde Øjne;
det gjør hendes Sind saa ungt og let,
som om Aarene var bortfløjne,
og Stemmen faar Ungdommens lyse Klang
ved ham, hvis legende Liv og Sang
gik som en Vaar over Folket.
Hun ser ham igjen paa hint dejlige Sted,
hvor Frihedens Morgenrøde
lyser over den drømmende Fred,
jublende hende imøde
i Vaardagens Solskin og Blomsterdrys,
plukkende Vaarens Roser og Kys
i Glædens Sang over Livet.
Hun ser ham mild som et Barn i Bæn,
af Kjærlighedstrang betagen;
hun ser ham straalende lys og skjøn,
begejstret paa Frihedsdagen;
hun ser ham i tærende Sot og Kval,
rækkende Frihedens Sølvpokal
til sit Folk, da han blegned i Døden.
Det høres som Sagn og Eventyr;
men sandt er alt, hvad hun siger, –
og Dagene svinder, og Aarene flyr,
og Fortiden blaanende stiger,
og Øjnene lyser, og Stemmen faar Klang
ved ham, hvis legende Liv og Sang
gik som en Vaar over Folket.