Du stille Dal, du stille Dal,
fjernt borte fra den travle By,
fra vildsomt Jag og faafængt Kval,
fra Syndens Arne og dens Ly –
o havde jeg i clig et Sted,
og havde kun min Sjæl din Fred!
Du stille Dal, du stille Dal,
hvor Sus af hvasse Vinde gaar
med Højfjeldsluft saa frisk, saa sval –
med Pust af evig Ungdomsvaar,
hvor Folket end paa Livet tror,
hvor Sundhed og hvor Sandhed bor.
Du stille Dal, du stille Dal
med Fred i Hjerter og i Hjem,
med Fred i Hytte og i Sal,
der indtil Døden bærer frem -
med Hvile ved Naturens Bryst
i Dagens Liv, i Sorg og Lyst.
Du stille Dal, du stille Dal
med Livets dybe Poesi,
med Fuglesang i Birkesal
og Granesusets Melodi –
o, havde jeg i dig et Sted,
og havde kun min Sjæl din Fred!