Det store gamle Hus

Jeg stansed, som jeg gik forbi, – saa underlig det drog: de brustne Drømmes Melodi saa sælsomt mig betog;

det sukked ud i Kveldens Fred lig dæmpet Høstvejrssus, – og hvert Gardin var rullet ned; saa ødt stod i sin Ensomhed

det store gamle Hus. Men engang over Dal og Fjeld dets Ruder lyste ud og tindred i den mørke Kveld

som Profeti fra Gud imod den Folkets store Dag, frigjort fra Baand og Tvang, der stod i Lysning om dets Flag

og banked i dets Hjerteslag og aanded i dets Sang. I endeløs Begejstringsglød lød Folkets Sejersraab;

i Jubel over Landet lød de store Fremtidshaab, – og over deres sjunkne Grav, som døde i sin Strid,

før Sejren krone fik dens Krav, strøg der et fagert Lysstrejf af den store nye Tid. Af Fryd de mørke Fjorde sang;

thi sit Forløsningsord de aned, frit fra Seklers Tvang, nu i et gjenfødt Nord, hvor Folkets Aand i Vaarens Flor

frit skulde foldes ud og blomstre paa den Fædrejord, hvis Fortidssaga, lys og stor, var Slægters Nytidsbud.

Den kom i Lys den store Dag, som Slægter stunded mod, og Hafersfjordens .Folkeslag i gjenfødt Sejer stod;

nu Folkets Liv ej mer var gjemt, nu ingen Lænke bandt, og Mulmets lange Nat var glemt, i Jubel var hver Længsel stemt,

som imod Frihed brandt. Jeg stansed, som jeg gik forbi, – saa underlig det drog: de brustne Drømmes Melodi

saa sælsomt mig betog; det sukked ud i Kveldens Fred lig dæmpet Hæstvejrssus,– og hvert Gardin var rullet ned;

saa ødt stod i sin Ensomhed det store gamle Hus.