I.
I hendes dybe Øjnes Drømmeri
var Sjælens Skjønhed klarligen fremstillet,
og over Panden laa dens Fred og Mildhed,
hver Gang hun stille svæved mig forbi.
Og i hvert Træk var rolig Harmoni;
af Aand og Liv og Salighed de spilled;
i hele hendes skjønhedsrene Billed
saa jeg Guds Tanke levende og fri.
Jeg saa det i et svindende Sekund –
et Øjeblik med Evighedens Lykke –
i milde, stjerneklare Foraarsnætter.
O, om jeg hende fik omfavne kun,
o, kun et Kys paa hendes Læber trykke,
jeg digted hende tusinde Sonetter.
II.
Var hun af Jorden? Ingen jordisk Kvinde
dog kunde hendes høje Skjønhed naa;
og dog, i hendes Øjnes dybe blaa
stod som forklaret det hensvundnes Minde.
Dets Lys og Skygger kunde jeg gjenfinde –
kun at i dæmpet Harmoni de laa;
jeg Jordens Drøm og Livets Saga saa
i hendes Udtryk sin Fuldendthed vinde.
Mer yndig end en Stjernenat i Vaaren,
hun i Fuldkommenhedens Skjønhed skred
i sagte Sus af lune Foraarsvinde.
Hun himmelsk var og dog af Jorden baaren,
af Livets Længsel, Savn og Kjærlighed –
et Jordens Barn og dog som en Gudinde.