Det gamle Hus

Slægt efter Slægt dets Sale forlod, blege, med brustent Øje; – men det gamle Hus som altid stod med Taarne og gyldne Fløje.

Og endnu staar det, men som forknyt, fremmed for Livet og Tiden; thi alt omkring det er blevet nyt og har glemt det for længe siden.

Det aner i Nutidens stormende Trang sin snarlige Dommedagstime; det hører sin døende Svanesang, naar Fremtidsklokkerne kime. –

Men i det sælsomme Vemodsskjær i stille Maaneskinsnætter kommer det Svundne det atter nær, og Fortidssløret sig letter.

Da lever det atter det Liv, som svandt, og drømmer de gamle Drømme, – da løses Traadene, Tiden spandt, og stanser dens rivende Strømme.

Ja, da naar Furerne synes lukt i Maanebelysningens Mildhed, og det danner med Taarne og Tinder saa smukt, men sælsomt et Drømmebilled –

Staar det i Mindernes dybe Fred, og Nutidslivet det glemmer; – men ingen der er, som rigtig ved den lange Saga, det gjemmer.