Du var min lyse Barndomslængsels By;
i hellig Mindeglans langt i det Fjerne
med himmelsk Bud, med Englesang og Stjerne
du vinked mig i Livets Morgengry!
I klare Drømme i mit Barndoms Hjem
dit Billed dejligt for min Sjæl sig tændte;
den fagreste af mine Længsler vendte
sig imod dig, du Davids Bethlehem!
Og naar det kimed i den stille Kveld
til Julefest, min Sjæl sin Vinge spændte
og sine Fjed i Stjerneskjæret vendte
langt, langt mod Syd henover Dal og Fjeld.
Saa skjøn du laa med Stjernenatten over;
om dine Høje toned Englesang:
hin underbare Times Efterklang –
en himmelsk Verden over Døgnets Vover.
Og Stjernen lyste over Jesu Stald; –
jeg stod med Undren i det klare Øje
og lyttede og stirred mod det Høje
i Dæmring af min Fremtids Digterkald.