Naboerne

Hvor haven endte, sprinkeltæt der stod en port med snoet klink til landeveien. Der saa man hele fjorden midt imod og vidt omkring til skogen og til heien.

Did kom en værdig, yngre herre just, i kjole tæt og lang, i strømper sorte. Let svaiede hans pisk i vindens pust. Tresnudet hat han bar og kruset skjorte.

Paa stokken med den høie, gyldne knop sig lænende, han stødte porten op og gik saa med adstadigt maalte skridt til huset op, hvor det laa solskinshvidt.

Det presten var for nære bygdekirke, der efter helligdagens endte virke, som han forresten gjorde noksaa tidt, til nabogaarden kom paa en visit.

Ad trappen op og ind i havestuen han tren forsigtig paa den glatte vei, og nu hans ryg, sig krummende som buen, en gravitetisk hilsen undlod ei.

«Hr. krigsraad, serviteur! En herlig sommer!» saa udbrød han. Den anden fluks stod op. «Ærværdige hr. pastor, at du kommer for her i blomst at se, hvad nys var knop,

det er mit hjerte kjært, mit hus en fryd!» Men til det næste kammer talens lyd sig trængte, hvor fru krigsraadinden sad med sønnen paa sit skjød og leged glad.

Hun var en obersts datter, smuk og høi og endnu i de bedste ungdomsaar. En storbys selskabsliv og muntre støi hun havde byttet med den stille gaard.

Men han, som hendes hjerte havde kaaret, var hende tro i mandig kjærlighed, og derfor havde savnet let hun baaret. I huslig, stille lykke tiden gled.

Nu op hun reiste sig og ternen rakte den lille Haakon, som kun nødigt slap. Med skrigen armene hai opad strakte, begjærlig efter flere kys og klap.

Det nytted ei. Den høie moder gik til speilet med den snørklet gyldne ramme og kasted paa sin dragt et prøveblik og paa sit ansigt nok et med det samme.

Fra æsken af det klare porzelæn, hvorpaa der malet var en øm hyrdinde, hun tog en klump med pudder, blød og fin, og lod den gjennem haarfrisuren rinde.

I sminkekrukken saa hun varsomt dypped den fine penselspids, at ei det drypped, og strøg sig under øiet linjer lette for blikkets glans at styrke og fortætte;

og derpaa fra den lige næse lod et purpurskjær hun over kinden flyde. Men læben straalte i sit eget blod, og hagens hvidhed var foruden lyde.

Den ædle hals sin skjønhed bly ei gjemte, og barmen faldt og steg mod linets rand. Brunblomstret kjolens farve sirlig stemte mod hudens glans i sommerdagens brand.

I speilets dybe bund hun endnu kasted et sidste blik, og saa med viften hasted hun ind i stuen, hvor gemalen alt en længre stund med presten havde talt.

Med venligt kniks hun bød sin gjest velkommen. Hvad huset evned, det hun vilde yde. «Jeg tør vel,» spurgte hun og greb i lommen, hvor kjeldernøglen laa blandt nøgler flere

til herligheder, som var husets ære, «et godt glas vin i tarvelighed byde? Nu nærmer solen sig til fjeldets rand. I kolonaden blir det svalt og skygge.

Mens jeg et aftensmaaltid faar istand, kan ved et roligt glas I Eder hygge!» «Besynderligen har De, naadig frue, erholdt en gave til at inventere,

hvad Deres gjester kan accomoderel Ja, alt er her saa yndigt at beskue, at hartad jeg kan rent misunde Dem, gemal og frue, dette skjønne hjem!»

«Ak,» svarte fruen med et kniks igjen, «De vækker rødmen og undséelsen ved Deres artighed og complaisance!» «Mais la vertu mérite sa récompense,»

gjensvarte presten med et artigt smil. «Skal vi saa ei ad acta, venner, skride?» bemerked krigsraaden med synlig il. «En pibe, tror jeg, presten godt vil lide!»

I kolonaden snart var sikkert sat et lidet bord med glas og lange piber. Tilside presten skjød sin varme hat og følte oplagt sig i hver en fiber.

Saa satte begge sig fortroligt ned, lod sommerdagens rene aande svale de svede pander. Thi ei lummerhed den kjendtes nu, da solen skulde dale.

I træet udenfor en maaltrost sang sit sommerstev med fløitespil og trille, og fjernt fra aasen legende der klang en sæterlur. Men ellers var det stille.

En jente, rød som bærret, landlig rund, fra kjelderen en stævet flaske bragte. Det var en egen, høitidssvanger stund, da korkedrageren hun herren rakte,

og han med knæet stemt mod flaskens hals, i bøiet stilling ret som til en vals, lod korken springe og den gyldne vin i glasset fyldes, perlende og fin.

Nu af de høie, tykke, grønne glas de begge ned med kluk lod vinen glide, den ædle saft med farve gyldenblas og liflig duft fra Rhinens skrænter blide.

«En rhinlandsk vin, hr. krigsraad, paa min ære hvoraf selv fyrster stolte monne være!» «Min salig fader i det gamle hus dem havde liggende i lange tider.

Der fandt vi flaskerne i støv og grus, og én for én de tømmes nu omsider. Men dog tilbage skal der ligge fem, som kun paa lykkedage skulle røres,

om Gud vil skjænke dem vort unge hjem, og værdigen dertil vort liv maa føres. Men, kjære pastor, glem dog ei tobakken, en trøst og nydelse, naturen gav.

Se her: Kanaster skrevet staar paa pakken og noget om det store verdenshav», han føied til, da presten sad og nølte, skjønt han til piben svare længsel følte.

Ei flere gange presten lod sig byde den lækre pibe. Straks han tændte sin og lod i bugt og hvirvler røgen skyde langs søilerne i veiret, blaa og fin,

og mens med velbehag han piben nød, saaledes fra hans læber talen flød: «Det er dog merkeligt,» begyndte presten, «med de amerikanske kolonier,

hvad de Europas lande har forresten lyksaliggjort med varer og værdier. Se nu poteten, som i vore dale med held kan dyrkes af hver bonde klog,

der agter velment raad og oplyst tale og trykkes ei af overtroens aag! Thi ved en uforklarlig misforstand har bonden her i flere, skjønne egne

ei villet bryde op potetesland, saa sagdes der: paa egtemagers vegne l Et altfor hyppigt svangerskab de faar, hvis de poteten spiser, som vi saar.

Med største alvor saadant tøv berettes, mens nok af munde trænger til at mættes. Jeg har fra kirkebakken ofte talet med bygdens folk om jordens ædle røgt,

ja, af min ringe indkomst dem befalet en hjælp at tage, saa det blev forsøgt, hvad saadan kunst og indsigt kunde fremme. Men endnu mørke tiders geist og stemme

i folket lever med en sælsom magt, mod hvilken tidens mænd maa staa paa vagt!» Med stille bifald hørte verten til, mens han sin egen pibe færdiggjorde,

og da hans fyrstaal havde givet ild, tog han med vægt og alvor saa tilorde: «Tilvisse, nabo, ganske som du siger: Rodfæstet mening altfor nødigt viger.

Af fabler, folkesnak vort fremskridt bindes desværre selv i dette seculo, og mangt og meget merkeligt kan findes i bondens hjem endnu af overtro.

Men ei det slette ene gaar i arv: Hvad fortids helte skjænkte sine sønner af hærdet aand og kraftig, ædel marv, i mange slegters styrke det sig lønner.

Ja, endnu tykkes jeg i bondens frie og djerve ansigtsdrag den tid at se, som kunde handle, og som kunde tie, og selv i dødens stund ad faren le.

Den gjæve Einar Thamberskjælver lever i mangen odelsmand ved fjordens bred, og ofte naar jeg trykker haarde nærer, jeg kjender gammel ærlig tro og sed.

Kun skade, at imellem magtbegjær og smaalig griskhed smudser bondens veie; da lægger lumske garn han for enhver, som vil formésne ham det lumpne eie.

Det har paa gaarden her jeg selv erfaret ved tvist om jorder, skjøder og deslige. Men ei paa rettergangen har jeg sparet. Thi aldrig vil med krænket ret jeg vige!»

«Og har du da,» saa ,spurgte presten, «faaet den ret, hvorpaa du klippefast har staaet?» «De fleste gange! ‒ Men hidop man sendte engang fra Kjøbenhavn en dansk jurist,

der neppe landsens lov og retter kjendte og, overalt, paa jugement led brist!» «Hr. krigsraad, billigt er det ei at klandre vort regimente, om en enkelt mand,

i embedsfærd ‒ som ellers mange andre ‒ ei uden plet og lyde kaldes kan!» «Ja, du har ret, hvis én og to der gaves. Men sig mig ærligt ‒ er det ikke saa,

at her skal stadig embedstilflugt haves for stympere, som ingen fremgang faa paa danske embedstige? Rundt i landet fortællinger om fogder, prester gaa,

om hvilke jeg kun altfor tidt har sandet, at de sig sikre fakta grunded paa!» «Det muligt er,» gjensvarte presten mildt, «men dog det stille haab i hjertet brænder,

at ei vil vors bønner være spildt, naar kun til landets fader vi os vender». Da tømte gaardens eier glasset raskt og talte med mere livfuldt, sterktbevæget sprog,

og paa hans unge, djerve drag sig malte, hvor blodet ildnedes og kom i kog: «Jeg laster ei vor naadig arveherre; men lang er veien til hans trones fod,

og mange hofcanailler veien sperre, selv om der alle adgang aaben stod. Har ei i tider alt vi Nordmænd talet om vore savn og vore ønskers maal?

Med tomme løfter har man os befalet som undersaatter tro at give taal. I Danmark maa vor rede mynt vi hente, mens ud af landet sølvmetallet gaar.

I Danmark paa proces og dom vi vente, thi ei for Oberretten ret vi faar. Provintzen skrab og usle rester levnes, mens selv de nyder godt af told og skat.

Ja, mangt og meget kunde endnu nævnes, som viser, hvor vi er tilsidesat». «Hr. krigsraad,» udbrød presten bleg og bange, «brug dog, for Guds skyld, ei saa sterke ord!

Tænk, om man hørte os i havens gange og bragte bud ifra vor stille fjord, didhen, hvor livs og velfærds kilde rinder, til tronen, mener jeg! Thi vist til hinder

for naadig kaldsbefordring vil det være, om det berettes, som vi discurrere!» Men krigsraaden med fyrig stemme svared: «Frit taler jeg paa egen grund! Ei her

forrædere min dør tør komme nær, og siges skal det, om du ti gang vared – : Har ei vi bedt om et akademi for vore unge, haabefulde sønner?

– i denne tanke, hvilket tryllsri! – Men hjælper vel de mange, lange bønner?» Da tied presten. Selv han havde faret

den lange vei til Kongens Kjøbenhavn, og havde mangen surtjent styver sparet for i det fjerne land at se sit navn i Pallas ædle rækker inscriberet,

og da han havde saa en stund funderet, han udbrød nølende, men dog bestemt: «Jeg giver med: man har os Nordmænd glemt, ja, høist forsømt i mange ting og dele.

Men enig kun og faste kan vi héle de saar, som tiders uforstand os gav. Ei vore sønner glemme vil vor grav Det høres vidt, naar mange holder sammen!»

Da nikked nabo kun og sagde: Amen! Med alskens skjemt og glad fortrolighed de tvende havde timer alt fordrevet, da fruen kom i havens gange ned.

For varmt det var ved kjøkkenilden bleret, og i den svale sommeraftenstund sig kjølende hun muntert til dem smilte, mens øine to paa hende ømme hvilte,

og raabte: «Nu er Haakon sødt i blund. Det vilde falde haardt at faa ham vækket. Men inde staar vort aftensmaaltid dækket!» «Jeg siger tak og ære!» svarte presten,

hvis hunger ved den ædle vin var vakt. Men anstandsfuldt hun ilte op til gjesten, før han fik flere venligheder sagt. «En yndig aften,» udbrød hun og vendte

sit blik imod den vide, skjønne egn, som hur. saa trofast elskede og kjendte, den unge lykkes første, rige hegn: Mod skyens hvide, svævende konturer

de høie tinder stod i aftenguld, og under styrtninger og vilde urer der blinked li og eng og frugtbar muld. For sagte aftenbris gik fjordens teppe

som skjælvende imellem fjeld og vang. I haven rørte bladene sig neppe. Alt bævede af lys og fred og sang. Som magisk fængsled synet deres blikke,

som statuer de trende stille stod, ombølget selv af lysets gyldne flod, til fruen maatte atter venligt nikke indbydelsen, som begge glad forstod.