Krigsraaden

Den zefyrmilde sommer kommen var til dalen hen med friske skud og blade, og solen fra en himmels azurglar i glimt paa glimt sig brød mod fjordens flade.

Fra blomstervang, fra fjeld, fra skovens gjemmer lød overalt den samme fulde sang, som prøvet hjerte i sit dyb fornemmer ved livets lykke i dets vekselgang.

Og som en smykket brud bag myrtegrene stod gaarden midt i somrens unge pragt, mens bølgen skyllende mod strandens stene sang brudesange om dens yndes magt.

Nys opført just med kunst og smag den var, mens Sjette Fredrik kronprinssceptret bar. En sirlig søilerække bar den brede, let buede portal i husets front,

en værdig indgang til et herresæde med ry for gjestfrihed og ædel dont. Men paa en kjeldermur af stene graa den enkle træetage sikkert laa,

til begge sider brudt mod fjeldet ind i tvende fløie, lunende for vind. Den fine vedbend bredte sine grene mod kjeldermurens rand med sitren hen.

Det var, som om de nøgne, barske stene blev stemt til mildhed og gav tak igjen. Ret foran huset skjønsomt stelt og fredet, pan blomster og paa store frugttrær rig,

en yndig have hegnede om stedet, blandt bygdens haver mest berømmelig. Høit steg bag gaarden fjeldets vilde ur for aftensolen som en fængselsmur.

Men øverst oppe mellem nuter blaa den store fjeldfons hvide bræer laa. Jasminen aanded ud sin sterke duft igjennem havens grusbestrødde gange.

Den mætted sig med somrens varme luft og gjennemtrængte alt, den kunde fange. Fra kolonadens trin dens vellugtsflod ad aabnet glasdør søgte havestuen

og fvldte den, san dirrende den stod med dunkel baggruhd op mod solskinsluen. En enkelt flue surred om i rummet. Men i de høie snirkelvindver krøb

en sværm, ved varmens sterke magt forstummet og stanset i sit stundesløse løb. Paa brogetmønstret tapetserte vægge familieportrætter mørke hang.

En enkelt straalebundt just saaes lægge sig paa et busket bryn, en næse lang. Men dybt i hjørnet med dets stene hvide stod ovnen glemt og kold den lyse dag.

En kunstfuld støbning bar dens brune side, guirlandindfattet efter tidens smag: Der saa man, hvor en sirlig herre knæled for skjøn og yppig modedames fod

og skjænked hende ære, liv og blod, mens kjøligt for sin papagøi hun kjæled. Ryslæderstole, stillet som paa vagt, langs væggen kneiste med de stive rygge.

I stuens midte dog til gavn og hygge et bord med lænestol der hen var bragt. Her godt i skyggen gaardens eier sad, adstadigt vendende det store blad

i stortrykt foliant med mægtigt bind. Paa bordet flere laa i kalveskind. En fløielssløife bandt parykkens ender, saa smukt den laa mod frakkekravens rand,

og fra dens top til skoens blanke spænder det var en stadselig og velskabt mand. Det hvide halsbind og den fløielsvest de gav ham hartad mine som en prest;

men dog det djerve, frie blik og drag hans virke viste var af andet slag. Han krigsraad var ‒ den titel blev ham skjænket, da han var ung og feiret officer;

men éngang havde han en yndling krænket og blev ei seet vel ved hove mer. Med titelen som fattigt æresminde fra Danmark drog han skuffet til sin gaard

for der ved fjordens bred et fristed finde og stakket trøst mod bitter skjæbnes kaar. Men Gud var god, som skjænkte ham en mage og saa en søn at arve gods og navn.

Med gaardens stel, med studier hans dage gled roligt hen foruden tryk og savn. Jit fødeland han nu vandt mere kjær; til Norges folk nu vilde helst han høre.

Dets saga, dets bedrifter han især med iver læste, naar det lod sig gjøre. Men ogsaa tidens nye skrifter vandt ‒ hvad ei for hver og én han turde røbe –

i ham en læser, der gad gjerne kjøbe. Rousseau han fremfor alle mægtig fandt. Thi over tidens hav et stormdøn gik. Mod privilegier, mod herskerstænder

Europas bundne borgermagt skar tænder. Der lued oprørsild bag sænket blik. Og alt i Kjøbenhavn med landsmænd sammen, han havde drukket frihedsdrømmens rus,

og naget dybt i hjertet over skammen, at folket retløst var i eget hus. Let hidsig, naar han troed sig besværet, og sterk i ord – det følger gjerne med –

han var som hædersmand forresten æret af prest og bønder paa sit fødested. Nu taus han sad og glemte sommervarmen og værelset og gaarden, huset, alt

for bogen, hvorpaa just hans øie faldt. Han læste atter glad om fremtidsdrømme, om fyrster holdt ved folkets røst i tømme, han drømte selv, en drøm foruden lige,

at Norge skulde gjenopstaa som rige – da pludselig han kjendte ryk i armen! Det var hans lille Haakon, der fra haven var kommen ind i sirligt søndagsskrud,

med kalvekryds og vest, som rak til maven, med pudret haar, der i en pisk stod ud. Da saa han sønnen stolt og klart i øiet, som der han stod saa sund og saa fornøiet.

Da løftede han raskt den lille herre og raabte med pathetisk, klangfuald røst: «O lykkelige, du, som fra det værre gaar til det bedre, du, som fri for brøst

skal éngang se de nye tider rinde og Nordmand odlet ret og frihed finde!» Taus sad han atter; men ei bogen kunde hans øie fængsle mer. Det rige spil

af sol og blades grønt i havens lunde hans tanke trylled med en sælsom ild, og gjennem grenes glimt han udad saa, hvor fjorden som et sølvblaat teppe laa

imellem høie, snebedækte fjelde, de tause bud om landets kraft og ælde: Hvor let slog hjertett Det var herligt hjemme, og underfuldt hans skjæbnes dunkle vei

var ført mod det, som først ham hued ei: Han skulde aldrig i sit liv det glemme! Han husked som i drømme, da han liden sit barndomshjem en høstdag sent forlod.

Hvorhen det bar, han ikke selv forstod, og stedets minde slukned ud med tiden. I Kjøbenhavn han kom i fornem skole. Hans fader skrev, han skulde høit paa straa.

I Norge kunde ingen fremgang faa, som havde ei paa danskes gunst at stole. Han løitnant var, da sørgebudskab kom, at faderen var død. Nu var han bleven

en arving til et gods, stod høit anskreven. I broget verdensliv han tumled om. Fra hjemmet fik han sendt sig gode penge ved embedsmand i nærmeste distrikt.

Hans stolthed steg. Han mente ei at trænge til kryb og buk, naar tro han var sin pligt. Men da kom slaget som et himlens lyn. Den store herre mangled sans og syn

for unge junkers selvbevidste tale. Han hørte endnu kun til hoffets hale og var ei dansk engang. Paa hoven mine og fyrstens strenge blik han saa med ét,

at væltet var hans lykkes terningbret, og som forvist han søgte hjem til sine. Han husked klart igjen hin blege morgen, da efter aars forløb mod Norges kyst

han stævned hen med smertetynget bryst. Det syn, han saa, var billed selv paa sorgen: En veirbidt strand sig viste, lav og gold, af havet skyllet blank som vikings skjold.

Igjennem regnfuld luft og tunge taage med hæse skrig kun kredsed hvide maage. Hvorfor saa stædig verdens modgang tage og sende straks bestallingsbrev tilbage?

Et villigt smil, et angergivent blik snart havde skaffet ham et naadigt nik. I rigets hovedstad med vaabenbrødre han havde steget frem i gunst og rang

og skjænket fædres navn berømtheds klang og faaet beilerværd blandt høie mødre. Nu drev han hen, foruden ror, som vraget blandt øde skjær og klipper uveirsjaget,

forældreløs mod halvglemt barndomshjem for aldrig mer som mand at vinde frem! Men se, – der letted taagen! – skjær og sund i solgry glitred, mens de friske vinde

fik hurtigt regnets skyer til at svinde. Det letted for ham selv i samme stund. Og da de styred ind langs fjordens kyster, hvor hist og her en venlig dyrket plet

steg frem med birkeli i vaardragt klædt, sin skjæbnes lod han følte mindre dyster. Fra nes til nes med spænding øiet søgte. Mod himlens blaa i solens morgenbrand

der hæved sig et snedækt klippeland, hvis magt og vildhed under farten øgte. Men fjorden brød sig vei i klippesiden, hvor hver en indgang syntes evigt lukt,

og alt hvad her han saa af stort og smukt, det gjorde sjælen sterk og sorgen liden. Hver afdal aabned glimt til fjerne bræer, til elves stride fald mod grønklar fjord,

til straadækt gaard blandt frugtblomstsmykte træer, til fattig agerplet, til græsklædt jord. Og endelig mod kveld han inderst inde fik se sin odelsgrund, sit barndomshjem,

et blomsterrede under bræens brem i skjære solglans lig et guldlands minde. Da var det, at hans hjerte heftigt slog af kjærlighed til hjemmets fjord og dale.

Han hørte glemte barndomsstemmers tale, og gjennem ham den stolte tanke jog: Lad fremmed haan mig under fødder træde, for denne plet jeg lever, dør med glæde!