Kabinetsstykke

Ensformighed, du aandens død og dvale, du, som med snøvlet, vrøvlevoren stemme det samme op og op igjen vil tale, – ei nogensteds du hører mere hjemme

end i de mindre byer, hvor hver borger med vaagent øie agter næstens sorger, og ved hver leilighed med hanemine sit kjendte gal profetisk lader hvine!

Men selv paa landet, hvor saa mange munde fra skog og mark, fra fjeld og dunkle lunde sin stille guddomshvisken lader lyde, der kan du ogsaa over hjerner byde.

Har sorgen tilmed sendt sit vinterdække, og savnet sat sig i den tomme sal, da kan af tungsinds dvale éne vække et pust fra verden til den snævre dal!

Den gamle krigsraad følte hjertet banke af ungdoms spænding og beslutsom tanke, da han af sønnens varme tale saa, at ædle gjester her han vilde faa,

og derfor sorgens nylig vakte minde ved haabet om en festlig aftenstund gled hen som i en fjern, umerkbar blund, hvori det hvilens sødme kunde finde.

Ved siden af den store havestue der tvende, smukke kabinetter laa, som husets smag og rigdom bar tilskue. Her sølvtøi, thetøi, dækketøi man saa

saa fint og kostbart, som det kunde findes til møbler, hvidt lakerede i guld, og om sig selv man kunde dobbelt mindes i speildoubletter, paa reflekser fuld.

Paa skabe, etagerer og konsoler der alskens snurrepiberier stod. Af rariteter mellem begge poler der fandtes her en udsøgt overflod.

Ei siden fruens død han havde villet betræde disse hendes yndligsrum, hvor hun for ham saa ofte havde spillet paa sin guitar, der nu hang kold og stum.

Men straks fik husets piger bud at tænde paany de klare lys og ildne godt. De fremmede tilfulde skulde kjende hans velmagt som hans smag i stort og smaat.

Snart straalte fra den lange husfacade ved vindu vindu med en festlig glans. Ei magted de af stormen jagte blade at skræmme længer med sin dødningdans.

Det var en næsten pinlig mødestund, da ind de fremmede i stuen traadte: det nye indtryk lukked alles mund. Forlegenhed og rødme det forraadte.

Men snart den ældre herre, rask, beleven, fik talens undertrykte strøm igang, beskrev, hvor trygge begge to var bleven, da veien frem sig viste ei for lang,

og glæden ved at sidde tør og rolig i en saa lun, saa smuk, saa gjestmild bolig, at høre stormens, regnens rasen nu, da overstanden helt var reisens gru.

Derpaa han kort sit navn, sin stilling meldte. Han konsul var og fra en vestlandsk by, der for sin handelsmagt stod høit i ry, – til landets klædebon det sterke belte.

Svensk var den unge dame, som han fulgte ifølge løfte til sit folk og hjem. Men navn og stand og herkomst han fordulgte, hvorfor – det høiligen forundred dem!

Der faldt en skygge over vertens træk, da ordet svensk han uformodet hørte. Men i det samme gled den sporløst væk: Thi hendes rene uskyld hjertet rørte.

Fra reisekufferten hun havde draget de tørre klæder frem, – et bytte kjært for den, som uafbrudt afsted har jaget i søle dyb, i storm og regnveir svært.

Nu i den varme luft som roser gløded de runde kinder mod det gyldne haar, og smilets varme endnu mer forsøded det skjær, som straalte rigt fra øiets vaar.

Da viste sig saa pyntelig og stivet, som kun en agtbar jomfru være kan, den gamle Mette, der i kjøkkenlivet med kraftig røst og mine førte an.

For gjesterne med sirligt kniks hun neied og meldte, at i al beskedenhed, hvad just af spiseligt hun hjemme eied, var rettet an i stuen lige ved.

Til kabinettet alle veien tog, og først de fremmede med skyldig ære, og visselig med undren ind de drog, da aftenbordets glans de nu kom nære.

De klare vokslys i de høie stager som stive trær paa dugens snemark stod og udskjød glimt til alle blanke sager, især til glas paa høi og smidig fod,

men ogsaa til en kobberthemaskine, der flammekryds tilbagestraale lod, og sølvet glitred skjært fra bægre tine, fra gammelt støb og skéers overflod.

Omkring maskinen var der snorligt stillet en række kopper af et porzelæn, saa tyndt, at bort de havde blæse villet, hvis altfor raskt ad døren ind man trén;

paa ydersiden brune, ganske lave og uden ornamenter eller hank; men i det indre som en blomsterhave, og ikke én var plettet ved skavank!

Tallerkener, med mønstre blaa bemalte: Pagoder, floder, smaa kinesermænd, der nikkende ved bro og bredder talte, – paa hver en dækket plads var stillet hen.

Men kun en lækkermund fik tid og evne til fuldtro skildring af de retters væld, der havde sat hinanden kappestevne som vidner om den brave jomfrus held!

Fra hendes blaagraa fade og terriner der steg en duft forgjettende og sød. Det noksom viste sig paa glade miner, da verten gjesterne til bordet bød.

De spiste, drak, og de sang selskabs sange om vinens glæder, venskabs trylleri. Fra byens gilder kjendte gjesten mange af datum ny til letlært melodi,

og da de havde spist sig ganske mætte, blev fin cognak og rum paa bordet sat. Paa punschebrygget tog saa verten fat. Hver enkelts smag han syntes snildt at gjette.

Nu piberne de ældre fik i hænde, de nye merskums, under sølvlaag blankt. Med velbehag de lod tobakken brænde, og røgen hvirvles eventyrligt langt.

I havestuen satte de sig begge, tog op igjen den brudte passiar, der inden kabinettets smykte vægge alt underholdende og gjestmild var.

«Et vakkert menneske, høiædle vert, det maa om Deres unge søn jeg sige. Ei findes der i byen mange slige. Han synes baade udenlandsk og lært,»

saa talte konsulen, idet han nipped med kjendersmag til glassets sterke drik. Men mod sin vilje ved et saar han ripped; thi af den anden saa til svar han fik:

«Til jordbrug føler han sig ene dragen. I England har han lært lidt landbrugskunst. I arbeidsdygtighed han har ei magen. Men lærd studering aldrig nød hans gunst.

Ak, jeg har længe taget dette ildel Thi det er sikkert: Helst jeg selv dog vilde som værdig embedsmand ham éngang sé: en amtmand, dommer eller fog'd in spe!»

«Unødig tykkes mig en saadan klage, om jeg min ringe mening nærne tør. Er han en støtte ei i gamle dage? Tilvisse handler han, som sønner bør.

De har ei prøvet fædres tunge timer, naar reden aar for aar blir mere tom, og kun en glædesfattig alderdom tilbagestaar, før gravens klokker kimer.

Og særlig nu, da fædrelandet prøves af ulykker, som aldrig før det blev, da er det vel, at hjemmet ikke røves for sønnen, er han trofast, from og gjæv!»

Saa talte han, den fremmede, med varme. Men halvt med tvivlen hørte verten paa. Et bitterhedens drag om læben laa, – og dog betvang han denne gang sin harme.

«Ja,» svarte han, «forsaavidt har De ret! Ifjor da nøden her var uden lige, da veiret, avlingen, kort alt var slet, og uaar rundt om i det ganske rige,

da barkebrød og bedsk potetesskrælling, som svinets føde æltet til en vælling, paa mange steder var en daglig spise, og døden selv blev ventet som en lise, –

da var han hjælpsom uden tvivl som faa. Med korn og mad og klæder stadig rede blandt bygdens fattige min søn jeg saa, saa dalens bønder nu ham fast tilbede!» .

Da svarte konsulen med øine milde: «Som fader lykkelig De kaldes maa, der saadan glæde af et barn kan faa. Ja, mange fædre rig Dem prise vilde!

Thi stand og stilling ofte sindet blænder. I vore sønners rang vi lykken ser. Men i de glatte sale tidt det hænder. at faldet ligger lykkens gunstling nær.

Naar aar gaar hen, det viser sig, at ene et ædelt hjerte, mod og karakter kan vore børn den fremgang her forlene, som har valuta, og som varig er!»

Der var en understrøm af stille smerte i ordene, som de faldt tunge ned. Krigsraaden ante sorgens orm, der tærte og stjal den fremmede hans hjertefred.

Men hvad som trøst han skulde hertil svare, det til en anden gang han maatte spare. Guitarens længe tause strengerad de hørte just i kabinettet røres,

og uvilkaarlig maatte blikket føres didind, hvor frøkenen og Haakon sad. De havde først forlegne spørgsmaal stammet, – saa ganske unge kan det times let,

at tanken bliver utryg, tungen lammet, - til de i England fandt et rigt sujet. Der havde begge været, hun nok længe, og saa kom samtalen i bedste gjænge.

Han havde derpaa bedet hende synge, da hun omsider tilstod, at hun sang. «Thi savn af sangen,» sagde han, «kan tynge, naar før den lød for én saamangen gang.

Der er en egen trøst, en hellig lise i tonen lagt, som læger mangt et saar. Ja, selv i bondens simple slaattevise jeg føler noget, som til hjertet gaar!»

Hun fæstede de store, varme blikke paa hans, der straalte dunkle svar igjen, greb saa guitaren, fandt dog sangen ikke og stirred spørgende i rummet hen.

Et forspil hun omsider klimpred sagte. Det var som bølgespil mod stenet strand, en længsel, der fra dybets gjemmer klagte og naaed kun i skvulp det høie land.

Da vælded sangen ud fra læbens porte en enkelt melodi med tunge ord. Fra hjem og land og slegtning skilt og borte, som en landflygtig paa en fremmeds jord:

saa var dens lod, hun lod i sangen tale, sit eget savn, som ingen kjendte her. Men vist det er: det gik dem alle nær. Thi sangen er som ekkos røst i dale:

Om vildt bevæget eller hjerteglad, hvor blot den træffer, kastes den tilbage med svar paa svar imellem fjelderad, naturens modersprog til alle dage.

Med vemod hørte husets herre klinge igjen den gamle streng, den unges sang. Gravklokkerne han hørte atter ringe, og atter stormens susen dystert klang.

Og dog det gav slig trøst at se de unge saa lykkelige sidde sammen der, at sorgens ord sig klæbed til hans tunge og blot at se paa dem gav lykkeskjær.

Et haab saa blidt, som det var hurtigt kommet i faderhjertet steg med lønligt smil, og pludselig med mine halvt forblommet sin gjest han spurgte ud i saadan stil:

«Det indiscret kan synes; men, paa ære, jeg føler saadan sælsom sympathi for Deres reisefælle, hvem det være dog kan, som reiser saa vor bygd forbi?

Hun eier skjønhed, ungdom, kunstens evne, som var hun af den bedste byrd og stand. Men navn og herkomst vil De ikke nævne! Nu har vi fred jo med vort naboland!»

Den fremmede i glasset tænksomt rørte sin brede sølvske med det tunge skaft, og piben langsomt han fra munden førte, idet han talte saadan, ganske lavt:

«I syttenhundrede og nitti to der blev i Stockholm smedet skjulte planer imod kong Gustav, der i seiersro alt lenge havde været magtens raner.

Den stolte, svenske adel vilde atter det vinde, som den tabte altfor brat, og midt i maskeballets dans og latter blev kongen skudt og sank mod dødens nat.

En straffens dag randt nu for dem, der toge i attentatet del, som vel De ved. Men nogle blev ei grebne. Bort de droge. Hvorhen dem skjæbnen drev, slog de sig ned.

En morder var ei hendes far derinde, kun mistænkt. Thi han haded kongens vold. Og efter denne dag ei fred at finde der var for ham, skjønt født med adelsskjold.

Han blev forfulgt paa skjulte, trædske maader. Thi Gustav Fjerde Adolf værre blev end ham, der faldt, og folket magtsprog skrev, hvis kilde han fandt selv i bib'lens gaader.

Da paa frivillig klugt med barn og viv den stolte gik og naaed frem til Bergen. Der saa jeg ham og hørte om hans liv, da han mig bad at være tilsynsvergen

for hvad han efterlod af flere sager, mens de til England reiste alle tré. Nu hjem foreldreløs den unge drager, saa smuk og god, som bedst De selv kan se!»

«Hvad er da hendes navn?» saa spurgte raaden, der grundende og anspændt fulgte med og ventede paa løsningen af gaaden. «Hr. krigsraad, det jeg selv ei éngang ved!

Hinsides fjeldene der bler mig nævnet en herre, som jeg skulde sende bud, hvis til sin dommer han blev kaldt og stevnet og efterlod sig barn og elskte brud.

Men far og mor er døde. Mig man sendte pr. licensed skib nys frøken Elin hen. Nu drager vi jeg kunde ikke vente – til denne herre, hendes faders ven!»

Da nikked krigsraaden med alvorsmine. Han kunde saadan iver vel forstaa. Men inde der mod lyset hendes fine, høibaarne træk just i profil han saa.

Og for den unge, sorgbetyngte kvinde nu hjertet slog med tifold større magt. Thi hendes fader maatte jo sig finde som han et fristed, efterstræbt, forjagt.

Og saa begyndte de at tale stille om det, der gjærede i alle sind i hine aar, et sælsomt tiders skille, da just Napoleon paa lykkens tind,

som han drog hjem fra is og død i øster, blev mødt af folkehævnens tordenrøster. Den tyske folkekamp og forbundshæren, der slog for hjemmets fred, ei blot for æren,

blev prist saa høilydt, at selv gaardens eier i hjertet ønsked Frankrigs fiender seier, og bittert var hans aasyn, da han talte om farens sky, der nu mod riget dalte.

«Det for vor danske stat var ei en lykke, oprigtigt talt, at maatte slutte lag med denne usurpator, der vil rykke i kamp det hele kontinent hver dag.

Thi hvis han atter taber, vil det falde vort Danmark haardt, naar det maa slutte fred. Dog er det bedre sig for mænd at kalde end feigt for engelsk bud at knæle ned!»

Den anden svarte saa med dæmpet stemme, da han sin vert en smule oprørt saa: «Det haardt er engelsk overmod at glemme, og dog vort folk med Britten burde gaa.

Tænk paa vor handelsmagt, som ligger nede! Ifjor til uaar kom blokadens nød. Ei nogen mand kan gjøre for sig rede, og bankens seddelmasse er som død.

Hvis Norge var et frit, selvstændigt rige, vi havde aldrig lidt en saadan tort, og hvorfor skal man altid ydmygt sige, at Danmarks tab maa ogsaa kaldes vort?»

Undskyld, hr. konsul, mod en ældre broder jeg føler, tænker ikke længer slig! Det land, der skjænked os saamange goder vi vil ei lønne nu med ussel svig.

Thi i de sidste aar de har jo rettet paa flere brøst, hvoraf vi bittert led, for byrder folket villigt løst og lettet, og hvad der er den største herlighed, –

til universitet os retten givet! Nei, vi forbundne er for hele livet!» Den fremmede forstod, at intet nytted fornuftens ord mod følelsernes ret.

Han ind til reisefællen stjaalent glytted og saa, at hun var bleven bleg og træt. Saa stod han op og nævnte kort, at tiden var skreden frem; alt aarle ud de drog;

men haabed vist, at maaske éngang siden de skriftligt samme emner for sig tog. Saa brød de op med tak og hænders trykken for al den gjestfrihed, som der de nød.

I sterke ordlag priste begge lykken, der i et saadant hus dem stanse bød. Men med sin fader Haakon venligt sagde, at slige gjesters komme var en fest,

og blikket, som til ordets lyd han lagde, lod frøken Elin ane tankens rest. I slummer snart de alle trygge hvilte bag nattens teppe efter dagens akt.

Men paa dens dunkle grund der syner smilte i drømmes lyshav og i drømmes dragt. Li længer hørte de, at stormen bruste med uforstyrret magt fra fjord til fjeld,

og ei de saa, hvor bølgerne sig kruste lig hvide spøgelser den sene kveld. Da morgenen sin blege lysning sendte, et graaligt skjær, der kun var dobbelt trist,

fordi det nattens blide timer endte, de nødtes til en uvis ventefrist. I dage tre det samme veir holdt ud, og paa den fjerde meldte saa et bud,

at alle fjeldpassager laa med sne. Saa snart – hvem skulde vinter forudse?