Hjemkomst

Det gulnede korn forlængst var bragt fra stør, og frugten hang paa træet tung og moden. Alt letted mangen trækfugl glad paa foden og fløi i fjerklædt følge langt mod sør.

Krigen var endt. I folkets trange dale gik ord om gjæve sønners kamp og nød. De havde savnet alt til dagligt brød, og mangen grav laa uden krans og tale.

Nu under Sverrigl Tanken led og brændte af bittert nag, af endnu aabne saar. Men fjeldet lukked mellem gaard og gaard, og uden fører var ei seir at vente.

Saa haabed alle paa de valgte mænd, der skulde Norges vundne frihed verge. De maatte sine landsmænd høistemt sverge at gjøre leddet sterkt ved landegrænd.

For landets fyrste det sig aabne lod, og hvis han vilde konventionen holde, han skulde hæves op paa folkets skjolde og hilset staa, hvor Sverre éngang stod.

Men kom han ørnestolt i stormænds følge, der tramped paa den blodbestænkte jord og haaned Nordmænd med erobrerord: da reiste folket atter hærskrigs bølge.

Saa kom de store, stille høstens dage med linjers klarhed og med farvers pragt, da som et ekko tonende tilbage den svundne sommer sit levvel fik sagt.

Saa kom med maanelys de blege nætter, da skove slumred ind til vint'rens ro, og hvidlig taage steg fra furumo. Bag fjeldvæg uled trold, i dybet vætter.

Men saa kom lune aftenstund ved gruen, da husmor hented frem sin spinderok, og gammel kone vøled strømpesok, og smaabørn sad paa knæ hos far i stuen.

Hvor var det godt, naar hjemmet var et eden for fælles glæde og for fælles savn. Det spredte glans til fattigst fødestavn og skjænkte kraft i krigen som i freden.

Etsteds i bygden var dets lykke stækket ved dyster mistro, unaturligt had: Med fure mørk den gamle krigsraad sad og saa sin alders sidste livshaab knækket.

Hans haar var hvidnet og hans nakke bøiet. Men endnu brændte ungdoms trods i øiet, naar mod hans hjerte smertens dønning brød med høstnats stormsuk over landets nød:

Saa over Norge uveir ofte stod og maned hjemglad mand til offermod. Det stod ved Hafrsfjord, det stod ved Svolder, det gjemte sig i danske kappers folder,

det steg med trudselsmagt fra grænsen øster, det lød i egen leir som tvedragts røster. Men aldrig havde landet lidt forlis i krigerstævnet paa slig lumpen vis!

Thi nu var folket vaagnet af sin dvale, det havde kun for egen ret at slaa, og skjønt det fyrsten svag og raadløs saa, det lod som barn sig lede og befale.

For vék at vorde Norges frelsermand, saa havde gammel kvinde djervt ham sigtet ! Hvem skulde føle sig ved éd forpligtet, naar kongens vilje var som flyvesand?

Og folkets store! Prente friheds love og bruge digtersk ord var stort og smukt. Men større dog at se sin tales frugt og friheds handling for sit land at vove.

At skyde ned de falske officerer, til fælles raad at samle karakterer, at byde kongen kjæmpe eller gaa, naar fienden med sin jernhaand banked paa:

det havde nødens store alvor kræret, hvis Nordmands aand i Nordmænd havde levet! Med hoved ludende gik odelsbønder, besungne høit som landets vern og marv,

der havde kongers ætteblod i arv, og saa sin friheds krone brudt i sønder. Ja, selv hans eget afkom skamløst voved at se en frelse i det nye aag,

at tro paa Sveas løfter som en bog i slig en tid, da alle sveg, som loved! Ak, giften havde herjet grumt hans bolig alt fra den første, skjæbnesvangre stund

den skjønne pige med den sledske mund var trængt derind saa hæderstryg og rolig. Besynderligt! Han havde brev bekommet fra hendes verge i den fjerne by,

som meldte, at hun var i sikkert ly, men hvor, det sagdes uklart og forblommet. Med takkens ord hun havde begge æret for gjestmild omsorg i en farlig tid

og synlig ladet unævnt alt med flid, der kunde ham til vanry have været! Paa adel tyded sligt! Hvis ei en fare det var igjen, en velberegnet snare?

Se, sønnens øie funkled atter stolt, naar de ved aftentide mødtes koldt! Afsides Haakon gik i tunge kampe. Imellem tvil og haab blev pint hans bryst.

Naar fienden tyktes ham paa landet trampe, han higed atter mod en sidste dyst. Men naar igjen han troed Sverrigs ære, for hendes skyld det ene var, den kjærel

I live var hun, ja i sikkerhed, den vished havde skjænket tanken fred. Blev fædrehjemmets sal ham mørk og øde, lan søgte hendes aand i drømme søde.

Han eied i sin sjæl et stjernerige, af dyre minder og af tyst begjær, hvori med ungdoms ret han kunde hige til lykkens soldag gjennem nattens skjær.

En dag han i sin baad paa fjorden laa. Det stille var. Fra høiden ned til vandet sig speiled top og nes langs hele landet saa troldomsklart, som han et under saa.

Det tyktes, som en dobbelt verden skued med samme himmel, samme bjerg og bred, den ene til den anden purpurklæd og for den sidste gang i høstsol lued.

Kun han paa speilklar flade ladt alene vår taushedsvidnet til det øieblik, da begge vemodsfuldt med læber rene i afskedskyssets salighed forgik.

Thi ned fra fjeldet stod en kjølig susen, der satte striber mellem nes og bugt og jog fra li og lund med klagebrusen de gule blades sværm paa nyskræmt flugt.

Han fæsted baaden under stengraa hammer, hvor mellem tang og knaus en skvulpen lød, som sukked dybet selv ved høstens død, – og sorgens gjenklang skalv fra hjertets kammer.

Saa aldrig før han kjendte ensom gru som under fjeldets mur i dette nu. Hver skjønhedstanke i hans hjerte baaren, hver jubel ved de undersyn han saa,

sank uden tak og svar til sjælens vraa. Var smilet koldt, saa koldere blev taaren! Ak, blegt og fattigt var et fagert minde mod elskovstryk af haanden, øiets ild

og ordets bud, der som en tone mild selv gjennem mørket kan vort øre finde! Han kasted atter blikket ud mod vandet: En raase havde malt det koldt og graat.

For solen stod en skybolk straalerandet, og lommen skreg – det blæste vinterraat. Alt sortned fjeldet. Som i angst skoven sig bøied for det sidste naadesstød –

da taktfast aareslag for øret lød og ekkos hamren fik fra fjeldet oven. Hans trætte øie søgte spændt mod nesset, der dækked birkeklædt den lille bugt,

hvor han fra verden laa som indelukt, af al sin tause kval og kvide presset. Nu viste baaden sig! Var det et syn, som gled forbi ham under sorgslørt bryn?

Paa skottens høie tiljer sad der tvende; den ene presten var, den anden hendel! Med hjertets fart han roed snekken ud og saa som levende sin tabte brud!

Hun rakte haanden til ham over vandet og drog ham saa i baaden langsmed landet. En jubels overmaal hvert spørgsmaal kvalte; han mumled som fortabt den kjæres navn,.

der nu ham førte ind til lykkens havn, mens presten nikked glad og saadan talte: «Til mig hun kom! Jeg hende har forvaret, den ædle skat, i prøvens værste strid.

Nu rinder op en ny, livssalig tid. Vor Ridsvolds lov for landet er bevaret. Ved hellig éd med lige frihed bunden, foreningen er bygget sterk fra grunden!»

Mod gaarden tog de veien alle tre. Hn alvorskamp var endnu ikke kjæmpet. Nu skulde som et under først det ske, at de fik husets herres vrede dæmpet,

saa paa den nye dag han turde tro, og hadets saar til helse kunde gro. Hun blev i havestuen ladt tilbage, mens ind i kabinettet begge tren,

hvor han sad ofte éne hele dage i fortids minder sunken, stum som sten. Hans øie flammed haanligt, da de smilte. Var til en feig forsoning de mødt frem?

Men prestens øie roligt paa ham hvilte, idet han meldte, hvad der bragte dem. I varme ord han folkets talsmænd priste, der havde enigt mødt de Svenskes krav

og vundet for sit folk, hvad det forliste : den seir, som agtelse for æren gav. Den gamle krigsraad fra sin lænestol sig reiste raskt og sagde: «Smukt det lyder

og tænder i min sjæl en haabets sol. Men seierssprog min ære mig forbyder. Thi til et andet land er dog vi lænket. Vor nye fyrste er en fremmed mand.

Af klogskab har han denne gang ei krænket vor ret, hvad han med tiden vove kan.» «Ei frygte du for fremmede despoter. Sig selv gav folket lovens vern og magt,

og om vi faar for kongens magt zeloter, ei kongen bryde vil, hvad han har sagt. Thi det er friheden at kunne bære for tronens fod et folkeønske frem,

og om det negtes, kjæmpende med ære omsider dog at bringe seiren frem. Det svenske folk i attenhundred ni paa samme vis sin ret mod kongens stilled.

Men da i overmod for høit han spilled blev han en landsforvist, nationen fri!» «Det mægted Sverrig ved sin stolte adel, som eier gods og magt til overflod

og kjender i sin aare arvet blod fra riddere lig konger i sin sadel. For den maa kongens vilje taus sig bøie, hvis den vort odelgods til sit vil føie.

Den kan til svig den svage let forlede, som éngang under Danmarks aag det skede. Vi eier kun en hoben embedsmænd, der skylder Sverrigs konge navn og stilling.

Vil for sit land de drage sverd fra lend, naar modet prutte maa med naadens skilling ? Forretningsmænd jeg vil ei engang nævne. De holdt sig altid til det borgerjevne.

En sund fornuft ser klart, men aldrig længer, end hvad for øieblikket just den trænger. Naar kongen kun med kraft og glans regjerer, saa næringsveie øges og florerer,

hvad gjør det vel, om nogle rettigheder maa være prisen for de kjøbte glæder?» «Du tager feil! Har brevene ei løiet, vi vilde aldrig os med skjændsel bøiet!

Fra fjernest egne af vort fødeland fra embeds, kriger, bonde, handelsstand, fra dal og slette, by og skumklædt strand gik daad og ord i haand fra mand til mand.

git sølv, sit korn de vilde fluksens sende, hvis krigens bauner skulde atter brænde. Før armen visne, end vor grundlov blev i mindste tøddel til et slavebrev!

Som frie mænd langt heller dø med ære, end under rigdoms glimmer trælle være. Se, denne aand skal i vort samfund leve, hvad landsmænd end vor fremtids fyrster er,

og trues vi af svensk baron og greve, vort ridderskab skal være talrigt nær. Thi hver som uden plet paa hjerteskjoldet, med sand begeistring og med skarp forstand,

det banner verger, som vi ud har foldet, skal vorde Norges nye adelsmand!» Knapt havde presten talt sit ord til ende, før han med ét sig kjendte heftigt favnet,

af husets herre under vennenavnet, og livligt sagde denne til de tvende: «Jeg vil det tro! Ja, jeg vil atter aande som Nordmand glad paa fædres gamle grund.

En tungsinds dæmon indtil denne stund mig havde stedt i tvivlens værste vaande. Nu frygter jeg ei-kjølens trudsel længer. Vor skjæbne af vor egen vilje hænger.

Har vi for Svea maattet ligge efter, saa kan vi nu gaa frem med nye kræfter, til begge stater, hver for sig et rige, kan engang stævne sammen tvillinglige.

Kom, broder, til mit hjerte, kom, min søn: Lad vor forsoning blive dagens løn!» Saa splidens ulivssaar blev snarlig læget. Men før der faldt et ord fra Haakons mund,

om hvad der var hanr størst i denne stund, hans fader udbrød, stille og bevæget: «Nu har jeg kun en brøde at bekjende, der tynget har min sjæl til senest tid.

Mit hovmod har den længe skjult med flid. Den brøde, Haakon, den var min mod hende, som ved mit afsind hjemmets ly forlod, med rette saaret i sit hjertes rod.

Søg hende snarligt op, at jeg erstatter, hvad jeg forbrød mod husets egen datter.» De aabned glade døren, og hun gik i stuen ind med ængstligt undrens blik.

Forbauset saa hun husets herre ile mod hendes bryst og som forklaret smile. I ord af fryd og anger gjennemtrængte hun hørte ham om fadernavnet bede.

Var det en drøm? O nei, det var en glæde, saa stor, som aldrig hun i drøm den tænkte, og ved hans bryst hun sagde overvældet: «Nu skal mit navn, min byrd du snart faa lære.

Fra fosterlandet løst, jeg kan det bære, et navn i Sverrigs hæder kront og ældet!» «Tal ei om navnet nu! Var du en ringe blandt landets døtre, var du lige stor.

Du eier hjertets adel, sjælens flor. Det maa det værste had tilsidst betvinge!» Fra kjælderen de hented hurtigt op den gamle vin fra husets første grund.

Den perled festligt gjennem alles mund og bragte hjertets fryd til glædens top. Og saa stod presten frem tilslut og talte med værdig røst og sikker freidighed.

I rige farver lykkens dag han malte: «Velsignet være da vor broderfred. Den mildner hjerter, og den bringer glæde. Ei Svensk og Norsk, ei Dansk skal fiender hede.

Som her det gik, jeg tænker og, det gaar, naar engång gryer alle landes vaar. I støv skal racehad, despotisk magt. Historiens sidste ord er end ei sagt.

Dens genius skal føre alle slegter – hvis ei vort høie borgerkald vi negter – ved frihedens og kjærlighedens aand tilsammen i et mægtigt broderbaanad!»