Høststormen

Europa var i sine fuger rystet af frihedsrusens første, vilde verk. Til tronen havde fyrster ræd sig krystet, og klerker dirret i sin messeserk.

Men han, som republikkens ørne førte fra seir til seir med lykkens undermagt, han ei de nye stemmers varsel hørte, da frem han stod i Cæsars purpurdragt.

I blod og røg bler da Europa hyllet. Med knuste illusioner sank dets mænd. Af barbariet alt blev overskyllet. Hver borger rede stod med sverd ved lend.

Dog oppe i det fjerne, kolde nord der levede et folk langs fjeld og fjord, som haabede i sterke, unge drømme paa frihedens og fredens lykkestrømme.

Haardt havde skjæbnen fristet mod og kræfter. Med uaar, sult og krig dets dage steg. Men fædrelandet tro gav ei det efter. Forventningsfuldt det stod med læbe bleg.

Det attenhundrede og tretten var, en eftermiddag og paa høsten sent, at stormen ind igjennem fjorden bar. Med ubarmhjertighed den feied rent

de rige bredder og de skjønne lier. Af vissent løv blev strøet alle stier. I fjeld og ur den sortgraa skodde strøg og sendte regnen ned i stride strømme,

mens bølgerne i tætte ringe røg, naar bygerne sin vredes skaal lod tømme. Hvor gik det top paa top med høie rygge, en boblende, en aldrig lukket grav,

hvori kun luftens taager kasted skygge; thi ingen seiler pløied sligt et hav: Et hyl, et skrig, en fraaden, stønnen, brusen, som mørkets magter just befriet var

en kort, vanvittig frist fra helvedrusen og i en nyvakt smerte tænder skar: Men luftgestalter lig paa skummet svæved sjøraakets dampe, hvide stormdæmoner,

der i den vilde bølgetummel bæved, berust ved vandets sus og skræmte toner. Til skumring bredte himlen tung sit teppe, et dystert halvlys værre end om nat,

naar mørkets mildhed dækker alt, saa neppe du aner veirets ødende tagfat! End uforandret laa ved fjeldets fod den gamle gaard med frugt og blomsterhave.

Paa faste mure bjelkelaget stod. Ei veirets magt den kunde undergrave. Det lyste just fra kjøkkenvindver to og kasted venligt skjær udover tunet.

Men fortil syntes alt et uddød bo, hvor stormen spilled mester vild og lunet. De gule blade hvirvledes mod væg og føg med frækhed ind i kolonaden

fra æbletræet, vedbenden og hæg og stundom over taget helt til laden. I alle kroge lysteligt det peb og dørene sig gav i sine hængsler.

I hanken stormens haand med vælde greb, som om den vilde bryde alle stængsler. Dog var der liv og vern og vagt derinde. Ved ovnens skjær den samme eier sad

med smertensminder nu, som kunde binde i timer, naar de kom med vissent blad. Thi der var stille i det store hus, og der var øde i de høie sale.

Et større hus der sunket var i grus: Portrætter kunde derom tause tale. Hans hustru, længe svag, var vandret bort i det forløbne aar, og intet kunde

ham mere varig ro og glæde unde. Endnu han klædte sig i dybest sort. Forandret var han og, som han sad der og stirred mørkt mod ovnens flammeskjær:

I panden havde tiden skaaret runer; graasprængt og busket øienbrynet laa. Vel læben lige glat og fast man saa; men hvide tandrad havde lidt lakuner.

Det store, brede ansigts kraft sig viste nu mere, da parykken falden var, og han paa fransk i panden haaret bar med lokker bag, som fordums skjønhed priste.

Alt længe havde saa han siddet ene, mens stormen drog sit hæse aandedrag og gik med brusen gjennem havens grene, lig sørgesangen fra den dødes dag:

Da i det nære sidekammer hørtes ungdommelige, faste trin og skridt, og raslende sig aabned døren vidt: En lysstrøm ind i stuens skumring førtes.

En ung, men kraftig bygget mand tilsyne i dørens aabning straks derefter kom. I lysets skjær hans øine saaes lyne. Men ei den anden vendte blikket om.

Det Haakon var, den unge husets herre, just i sin bedste alders kraft og flor. Han syntes dørens aabning næsten sperre, saa var han akselbred og tung og stor.

Det mørke, tykke haar laa ned i panden mod øiets dunkle bryn og dybe ild. Men gav de ham et udtryk haardt af manden, til gjengjæld munden buet var og mild.

Fra moderen de fine, zarte drag, fra faderen sin kraft han havde arvet; paa landet født, den klare, friske dag hans runde kinder havde brune farvet.

Nu just fra gaarden var han kommet ind og havde seet til i stald og lade, at intet spildtes ved den sterke vind, og at ei avlingen led brist og skade.

«Et svare veir!» saa sagde han og satte paa bordet lysestagen sagte hen. Den gamle syntes intet ord at fatte, og derfor talte sønnen straks igjen:

«Har du igjen de tunge savnets stunder? Kom, sæt dig hen til lyset i din stol, saa skal jeg søge i din bogreol! Det baader ei, at du bestandig grunder.»

Da afbrød krigsraaden med bitter stemme: «Du mindes ei; du trænger ei til trøst; i travel virksomhed kan let du glemme. Men jeg, jeg hører stadig hendes røst,

den elskeliges, som mit hjerte letted for alle sorger med sit ømheds blik, som alle mine ønsker stille gjetted og lig en engel om i huset gik!»

Men længe taus stod sønnen, før han talte. Bebreidelsen i blikkets sorg sig malte. «Du tror ei, at jeg tunge timer kjender, fordi jeg just ei daglig nævner dem.

Men med min vilje smerten bort jeg vender, og kanske gjetter, fader, du, for hvem?» En pause atter, som kun stormens stønnen gav større stilhed ved sit kolde gys; –

men inden faderen fik svare sønnen, en kjøkkenpige viste sig med lys og meldte, at et fremmed reisefølge til gaarden kommen var og bad om ly.

Det sagde sig af frygt for vind og bølge at maatte vente til det næste gry. Straks Haakon sig en lygte fik og gik i gaarden ud, og der en stadslig herre

og frøken ung paa hver sin vaade kjærre sig viste for hans overraskte blik. «Behag at komme ind,» han bad forlegen. «Vi takker tusind gange; det er ei

gentilt at tage ind fra alfarvei til fremmed folk. Men grunden her er egen: Umuligt var det frem paa baad at komme, vi maatte prøve veien overland.

Nu strømmer regnen ned, og elve flomme: om lidt vi kan ei se det mindste grand. De fatter derfor, ædle herre, nøden, som driver os til saadan dristighed.

Vor kjærre trækker ikke mer i bløden. Ret nylig sank vi flere tommer ned!» Men Haakon, som med lygten høit i veiret ærbødigt hørte paa de mange ord,

saa straks den angest, som sig havde leiret i frøk'nens skjønne træk med brede spor, og hurtig svarte han, da herren endte: «Det er min faders hus en pligt og ære

for hver en reisende til hjælp at være. Træd ind! Her ude er ei sted at vente!» I gangen nu de fremmede kom ind, hvor nogle piger alt med lys stod rede.

Som piskede de begge var af vind, og gjennemtrængte af en grusom væde. Han var en kraftig bygget, liden herre, med graanet haar og skarpe ansigtsdrag,

og havde vistnok prøvet reiser værre, saa roligt tog han af sig valne plag. Men skjælvende ved lysets skjær nu viste den unge al sin skjønheds glød og magt:

et blik saa varmt, som nogen elsker priste, hvorover dunkle øienbryn stod vagt. Høi var hun, men med kvindens fine ynde, med ansigtstræk i klassisk ren profil,

med buet mund, hvis læbers gruber tynde sig formed til et sødt, taknemligt smil. Lidt bleg endnu. Thi regnen havde plettet med kolde stænk den zarte, runde kind,

og haarets gyldne masse var som mættet af fugtighed, der havde trængt sig ind. Saa gjerne Haakons øine længe dvælte – var det et blændverk eller liv, han saa? –

han husked vertens pligter vel og mælte: «Hvad huset evner, maa De ei forsmaa! Vi ovenpaa i gjestekamre tvende skal ildne godt og gjøre raskt istand;

alt hvad De ønsker, lad os fluksens kjende. Til aftensmad og noget varmt forsand De begge trænger, som den lange vei tilfjelds, tilskovs, langs ulændt myr og hei

i sligt et Herrens veir har maattet kjøre. Saa kom jeg veien op skal Eder vise! Men med min fader vil jeg skjæbnen prise, hvis vi iaften turde glædes ved

saa sjeldent selskab i vor ensomhed. Thi hjemmets sol er slukt, vort hus er øde. Ifjor dets bedste del, min moder, døde.» De fremmede med varme ord og blikke

for al opmerksomhed gav tak og svar, og lod sig reisetøiet efter skikke, da ovenpaa i ro de komne var.